FAKTA: Justitsminister rejser tiltale i særlige sager

Det er langtfra i alle straffesager, at justitsministeren har ansvar for at rejse tiltale. Læs mere her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) skal det undersøges og overvejes, om det fortsat skal være op til justitsministeren at beslutte, om der skal rejses tiltale i helt særlige straffesager.

Det er bragt op i forbindelse med sigtelserne mod det mangeårige folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) og den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Men hvad er det egentlig for nogle sager, hvor justitsministeren har påtalekompetencen? Læs mere om det her.

* Det er den til enhver tid siddende justitsminister, som skal afgøre, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej i udvalgte sager.

* Fælles for sagerne er blandt andet, at de handler om det, der betegnes som landsforræderi og terrorisme.

* Det kan for eksempel være i tilfældet med sagen mod Claus Hjort Frederiksen, som er sigtet efter paragraf 109 for at røbe eller videregive fortrolige oplysninger om statens hjemmeligheder.

* I disse sager vil arbejdet med efterforskning og den juridiske vurdering ligge hos politiet og anklagemyndigheden.

* Hvis det vurderes, at der er grundlag for at rejse tiltale, indbringer Rigsadvokaten, der er den øverste offentlige anklager, sagen for justitsministeren, som derefter skal tage stilling til, om der skal rejses tiltale.

* Justitsministeren har i sådanne situationer mulighed for at afvise indstillingen om at rejse tiltale.

* Ifølge et folketingssvar fra 19. maj har Justitsministeriet dog "umiddelbart ikke kendskab til sager, hvor tidligere justitsministre ikke har fulgt Rigsadvokatens indstilling om tiltalerejsning".

Kilder: Straffeloven, Rigsadvokaten og folketingssvar fra justitsminister Mattias Tesfaye (S).

/ritzau/