FAKTA: Klimaforslag, regeringen vil forhandle om

* Regeringen har opstillet som mål at skære 40 procent af Danmarks CO2-udledning i 2020, målt i forhold til 1990.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Formålet er at efterleve videnskabens anbefalinger for at undgå katastrofale forandringer af Jordens klima.

* Det brede energiforlig fra marts 2012 vil levere 34 procent af CO2-reduktionen.

* Tilbage er 6 procent, der skal nås inden for landbrug, transport, miljø og affald.

* Et udvalg af embedsmænd har udarbejdet et katalog over virkemidler til at nå målet. Det beregner muligheder og omkostninger pr. reduceret ton CO2 på 78 forskellige områder.

* Regeringen har på forhånd afvist en del af forslagene, fordi de er for dyre eller anses for politisk umulige at gennemføre.

* Det gælder: afskaffelse af befordringsfradrag, nedsættelse af tophastighed på motorveje, højere brændstofafgifter, højere afgift på fluorgasser samt afgift på husdyrgødning, der ikke er bio-afgasset.

* De vigtigste af de resterende forslag, som nu skal forhandles med berørte brancher inden vedtagelsen af en ny klimalov i 2014, er:

LANDBRUG:

* Krav om overdækning af gyllebeholdere med teltdug eller andet. I dag er 40 procent ikke overdækket.

* Tilskud til at tage dårlig landbrugsjord ud af drift. Tilskud til at plante 50.000 ha skov på sandede jorder.

* Tilskud til at dyrke 100.000 ha energipil til brændsel.

* Kvælstofnorm for konventionelle bedrifter reduceres 10 procent. Det mindsker udledning af lattergas og ammoniak og udvaskning af kvælstof.

TRANSPORT:

* Krav til offentlige myndigheders indkøb af transportydelser.

* Støtte til produktion af 2. generations biobrændstoffer (fra affald, planterester m.v.)

* Forlængelse af elbilers afgiftsfritagelse efter 2015.

* Omlægning af registreringsafgift på biler, så de mest forurenende betaler mest.

ENERGI:

* Skrappere energikrav til nye vinduer.

* Krav om energibesparelser i statens bygninger.

* Tilskud til energieffektivisering. Støtte til at udskifte oliefyr med varmepumpe eller fjernvarme.

* Støtte til flere vindmøller på land, solceller og halm til brændsel.

MILJØ:

* Krav om udsortering af plast i husholdningsaffald til genanvendelse.

* Krav om "biofiltre" på lossepladser, så udsivende metan (en stærk drivhusgas) omdannes til CO2.

/ritzau/