FAKTA: Massive huller i Forsvaret skal lappes

Den fungerende forsvarsminister har torsdag præsenteret en genopretningsplan for Forsvaret på 38 milliarder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nedslidte kaserner med skimmelsvamp, for få soldater, problemer med materiel og dårlig økonomistyring er nogle af problemerne i Forsvaret, som der skal rettes op på.

Torsdag har fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenteret en genopretningsplan. 38 milliarder sættes af over en tiårig periode til genopretning og modernisering af Forsvaret.

Dertil kommer et ukendt beløb, som skal gå til yderligere oprustning. Genopretningsplanen kommer forud for forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

Læs, hvad de 38 milliarder kroner skal bruges på her:

* 27 milliarder kroner over ti år sættes af til ophobede udfordringer på forsvarsområdet:

- Af dem går 11,5 milliarder kroner til materielområdet efter køb af F-35 kampfly. Det skal opdateres, så det er på niveau rent teknologisk.

- 8,5 milliarder sættes af til efterslæb på Forsvarets område.

- 6,8 milliarder kroner sættes af til "nødvendige beslutninger".

* 11 milliarder over ti år går til nye investeringer, der blandt andet skal sikre rekrutteringen:

- Af dem går 2 milliarder kroner til investeringer i yderligere personel.

- 9 milliarder går til materiel.

* Et ekspertudvalg oprettes i kølvandet på en hård kritik af økonomistyringen i Forsvarsministeriet fra Rigsrevisionen. Udvalget skal arbejde i tre spor:

- Udvalget skal komme med anbefalinger til, hvordan en stærkere tværgående og mere transparent økonomistyring skabes.

- Udvalget skal belyse fordele og ulemper ved modeller for den fremtidige organisering og ledelsesstruktur i Forsvaret.

- Udvalget skal komme med anbefalinger til, hvordan der kan skabes mulighed for omprioritering og effektiviseringer i forligsperioden.

Kilde: Forsvarsministeriet.

/ritzau/