FAKTA: Milliarder skal bruges på uddannelse og torpedoer
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og partiernes forsvarsordførere præsenterer første delaftale under forsvarsforliget for 2024-2033 i Forsvarsministeriet torsdag aften. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Den første delaftale i forsvarsforliget 2024-2033 handler blandt andet om at investere i militære kapaciteter.
Dansk forsvar skal kunne løfte opgaver forbundet med den nuværende sikkerhedssituation. Derfor skal Forsvaret være mere robust, så Danmark bliver en troværdig allieret i Nato og EU.
Sådan præsenterede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og partiernes forsvarsordførere den første delaftale i forsvarsforliget torsdag aften.
I alt afsættes der med delaftalen omkring 16 milliarder kroner ud af den samlede ramme i forsvarsforliget frem mod 2033 på 155 milliarder kroner.
Den første delaftale består af fire punkter. Læs mere om dem her:
* 9,7 milliarder kroner skal bruges til militære kapaciteter:
Pengene vil blandt andet blive brugt til at få anskaffet et meget kortrækkende luftværn til Hærens brigade til bedre beskyttelse mod lufttrusler og til at få anskaffet langtrækkende droner til overvågning og efterretningsindhentning i Arktis og Nordatlanten.
Det drejer sig også om torpedoer til brug på søværnets skibe og flyvevåbnets Sea Hawk-helikoptere.
* 3,5 milliarder kroner skal bruges til rekruttering, fastholdelse og uddannelse:
Pengene vil blandt andet blive brugt til at oprette et bemandingssystem med en mere målrettet styring af personelressourcer.
Et andet initiativ er uddannelse af ufaglært personel fra konstabel- og sergentgruppen, der kan ansættes som militære lærlinge med løn.
* 2,3 milliarder kroner skal bruges til forudsætningsskabende initiativer:
Her er der blandt andet afsat midler til kompetenceopbygning inden for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik.
* 0,8 milliarder kroner skal bruges til en stabil udvikling af forsvarsområdet:
Der er blandt andet afsat midler til den næste fase af et projekt om anskaffelse af nye patruljeskibe.
Kilde: Forsvarsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker