FAKTA: Nye Borgerlige har haft fem turbulente måneder

Pernille Vermund (NB) er klar til at tage endnu en tørn som formand for Nye Borgerlige, selv om hun ellers tidligere på året valgte at trække sig. Men siden den melding har partiet oplevet den ene krise efter den anden. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Meget er gået galt for Nye Borgerlige efter folketingsvalget 1. november, hvor partiet fik seks mandater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye Borgerlige har siden folketingsvalget i november sidste år mistet tre af seks folketingsmedlemmer.

Få et overblik over partiets situation her:

* 7. november 2022: Seks dage efter folketingsvalget forlader folketingsmedlem Mette Thiesen Nye Borgerlige. Hun fortsætter i Folketinget som løsgænger. Den 6. februar 2023 melder hun sig ind i Dansk Folkeparti.

* 10. januar 2023: Pernille Vermund meddeler, at hun stopper i Folketinget efter næste folketingsvalg, og at hun vil stoppe som Nye Borgerliges formand senest efter partiets næste årsmøde til efteråret.

* 18. januar 2023: Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, meddeler, at han vil træde tilbage fra sin post, når partiet 7. februar afholder ekstraordinær generalforsamling.

* 24. januar 2023: Folketingsmedlem Mikkel Bjørn forlader Nye Borgerlige og melder sig ind i Dansk Folkeparti. Det sker i utilfredshed med, at Lars Boje Mathiesen skal være ny formand.

* 7. februar 2023: Folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen bliver valgt som formand. Byrådsmedlem Henriette Ergemann bliver næstformand.

* 20. februar 2023: Henriette Ergemann trækker sig som næstformand. Det sker efter en mediestorm, hvor hun blandt andet er blevet kritiseret for voldsomme udtalelser om coronahåndteringen. Hun ender også med at forlade partiet.

* 9. marts 2023: I en mail til Nye Borgerliges medlemmer skriver Jesper Hammer fra partiets hovedbestyrelse, at Lars Boje Mathiesen stopper som formand, og at han er blevet ekskluderet fra partiet og folketingsgruppen.

10. marts 2023: Pernille Vermund oplyser i en mail til partiets medlemmer, at hun er parat til at vende tilbage som formand.

13. marts: Pernille Vermund siger til TV 2 News, at hun genstiller til Folketinget ved næste valg.

4. april 2023: Peter Seier Christensen meddeler, at han er sygemeldt med stress. Seier Christensens suppleant til Folketinget er Henriette Ergemann. Partiet oplyser, at Ergemann ikke tilbydes Seier Christensens mandat, mens han er sygemeldt.

/ritzau/