FAKTA: Nye Borgerlige har mistet halvdelen af folketingsgruppen
Lars Boje Mathiesen er fortid som formand i Nye Borgerlige, der har haft en turbulent tid siden valget i 2022.
Lars Boje Mathiesen nåede at få lidt over en måned som formand for Nye Borgerlige.
Sent torsdag aften skriver partiets hovedbestyrelse i en mail til medlemmerne, at Lars Boje Mathiesen stopper som formand, og at han er blevet ekskluderet fra partiet.
Denne dramatiske udvikling kommer efter nogle turbulente måneder for Nye Borgerlige. Siden valget i november sidste år har partiet mistet halvdelen af sin folketingsgruppe.
Den er dermed blevet reduceret fra seks til tre personer.
Få et overblik her:
* 7. november 2022: Seks dage efter valget melder folketingsmedlem Mette Thiesen ud, at hun forlader Nye Borgerlige. Hun fortsætter i Folketinget som løsgænger.
Udmeldingen sker, kort før at Nye Borgerliges forretningsudvalg og efterfølgende hovedbestyrelse skal afholde møder angående en sag om Mette Thiesen og hendes kæreste.
Ifølge Nye Borgerlige har Thiesen og hendes kæreste blandt andet sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i Nye Borgerlige.
Mette Thiesen vil ifølge partiet desuden have medarbejderen fyret. Thiesen er ikke enig i partiets udlægning.
Mette Thiesen meddeler 6. februar, at hun melder sig ind i Dansk Folkeparti.
* 10. januar 2023: Pernille Vermund meddeler, at hun stopper i Folketinget efter næste folketingsvalg, og at hun vil stoppe som Nye Borgerliges formand senest efter partiets næste årsmøde til efteråret.
Hun opfordrer samtidig til, at hendes afløser skal findes hurtigere.
* 18. januar 2023: Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, meddeler, at han lige som Pernille Vermund vil træde tilbage fra sin post, når partiet 7. februar afholder ekstraordinær generalforsamling.
* 24. januar 2023: Folketingsmedlem Mikkel Bjørn skriver i et Facebook-opslag, at han forlader Nye Borgerlige og i stedet melder sig ind i Dansk Folkeparti.
Det er udsigten til, at folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen bliver ny formand for Nye Borgerlige, der har fået Mikkel Bjørn til at melde sig ud, skriver han i opslaget.
* 7. februar 2023: Lars Boje Mathiesen bliver valgt som formand for Nye Borgerlige uden modkandidat.
På den ekstraordinære generalforsamling i Fredericia bliver Henriette Ergemann desuden valgt som næstformand efter kampvalg.
* 16. februar 2023: Henriette Ergemann undskylder i et opslag på Facebook for, at hendes kommentarer på sociale medier er skyld i, at partiet er i "en mediestorm".
Hun kalder kommentarerne for "meget uhensigtsmæssige" og "beklager, da de bestemt ikke har været ordentlige".
Siden hun blev valgt som næstformand, har B.T. og Ekstra Bladet afdækket, hvordan hun tidligere har forholdt sig til coronahåndteringen på sociale medier.
Eksempelvis skrev hun på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle "i fængsel for mord på uskyldige børn" og kaldte hende en "sindssyg kælling".
Kommentaren faldt til en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.
* 20. februar 2023: Henriette Ergemann meddeler på Facebook, at hun trækker sig som næstformand.
"Beslutningen er min", skriver hun og angiver blandt andet, at "presset fra medierne har været massivt og ødelæggende for mig".
* 9. marts 2023: I en mail til Nye Borgerliges medlemmer skriver Jesper Hammer fra partiets hovedbestyrelse, at Lars Boje Mathiesen stopper som formand, og at han er blevet ekskluderet fra partiet og folketingsgruppen.
Ifølge hovedbestyrelsen skyldes det, at Boje har henvendt sig med et krav om at få overført 350.000 kroner fra en intern underkonto i partiet til sin egen private konto til en brandingkampagne.
I mailen lyder det, at Lars Boje Mathiesen har truet med at trække sig som formand, hvis pengene ikke stod på hans konto om morgenen fredag den 10. marts.
/ritzau/