FAKTA: Politikere dropper krav om mindst 30 procent nej-stemmer
Et simpelt flertal er nok for nej-siden ved folkeafstemningen 1. juni. Politikere ser bort fra Grundloven.
Når vælgerne onsdag i næste uge afgør, om Danmark skal sidde med til bords, når der træffes beslutninger på forsvarsområdet i EU, er der ikke som normalt ved folkeafstemninger et krav om, at mindst 30 procent af de stemmeberettigede vælgere skal stemme nej, hvis afstemningen skal falde ud til nej-sidens fordel.
Der stemmes formelt set om "forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet."
For at lovforslaget falder bort, er det denne gang nok, at et flertal af vælgerne stemme nej.
Det skyldes, at partierne bag lovforslaget har valgt at se bort fra Grundlovens paragraf 42, stk. 5:
"Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende vælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget".
Det svarer til omkring 1,3 millioner stemmer.
Forud for folkeafstemningen i 2015 om retsforbeholdet sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han ville respektere et nej, selv om kravet om mindst 30 procent nej-stemmer ikke blev opfyldt.
Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen, Aarhus Universitet, fastslog i den forbindelse, at det er en ren politisk beslutning at se bort fra den regel, selv om den står nedfældet i Grundloven, fordi regeringen selv bestemmer, om man vil stadfæste et lovforslag.
Ved folkeafstemningen i 2015 udgjorde flertallet af nej-stemmer 37,5 procent af de stemmeberettigede og 53,1 procent af de gyldige stemmer.
Tilsvarende udgjorde flertallet af nej-stemmer ved folkeafstemningen i 2000 om euroen 46,1 procent af alle stemmeberettigede vælgere og 53,2 procent af de gyldige stemmer.
Dermed blev kravet om, at flertallet skal udgøre mindst 30 procent af de stemmeberettigede vælgere altså opfyldt ved begge afstemninger.
Kilder: Grundloven og lovforslag om folkeafstemningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker