FAKTA: Sådan vil EU bekæmpe ungdomsledigheden

* Det europæiske ungdomsbeskæftigelsesinitiativ, som der i februar blev afsat seks milliarder euro (44,7 milliarder kroner) til, skal være fuldt funktionsdygtigt fra januar 2014.

Offentliggjort Sidst opdateret

* De otte EU-lande, der med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 procent kan nyde godt af dette initiativ, skal inden da have gennemført de nødvendige lovændringer, så de allerede fra årsskiftet kan få del i pengene.

* De samme lande skal inden årsskiftet have planer klar for at indføre ungdomsgarantier.

De går ud på, at ingen under 25 år efter endt skolegang/uddannelse må gå arbejdsløs i mere end fire måneder, før vedkommende får tilbudt job, uddannelse eller efteruddannelse.

Den slags garantier har været effektive i Østrig, som har EU's laveste arbejdsløshed.

* De seks milliarder euro i støtte til unge ledige under 25 år skal allerede være i omløb i løbet af de første to år af EU's næste budgetperiode fra 2014 til 2020.

* I EU's strukturfonde og socialfonde skal der rettes et særligt fokus på bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden, blandt andet i form af støtte til at skabe job til unge.

* Unge jobsøgendes mobilitet skal fremmes ved at styrke sidste års program "Your First Eures Job", hvor arbejdsformidlinger i Danmark, Tyskland, Spanien og Italien prøver at sende unge ledige til andre medlemslande for at finde arbejde.

* En europæisk alliance for lærepladser skal fra juli styrke oprettelsen af lærepladser, ligesom en ny plan for bedre praktikpladser skal være køreklar i begyndelsen af 2014.

* Men der bliver ikke noget arbejde til de unge, så længe der ikke kommer gang i væksten. Derfor skal Den Europæiske Investeringsbank (EIB) efter en kapitaludvidelse på 10 milliarder euro målrettet give flere kreditter til små og mellemstore virksomheder.

(Kilde: Udkast til sluterklæringen ved torsdagens og fredagens EU-topmøde)

/ritzau/

/ritzau/