FAKTA: SF laver aftale med regeringen om FE-undersøgelse

Fra flere oppositionspartier lyder der hård kritik af SF for at indgå en aftale med regeringen om undersøgelsen af FE-sagen. Men retsordfører Karina Lorentzen (SF) lægger vægt på, at det var vigtigt for SF at få undersøgt Samsam-sagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen og SF er enige om undersøgelse af FE-sagen og den såkaldte Samsam-sag. Desuden skal tilsyn styrkes.

Offentliggjort Sidst opdateret

SF indgik onsdag aften en aftale med regeringen om, hvordan en undersøgelse af FE-sagen skal gennemføres.

Aftalen er en slags pakkeløsning, hvor det samtidig er aftalt at styrke tilsynet med efterretningstjenesterne og åbne en undersøgelse af den såkaldte Samsam-sag, hvor terrordømte Ahmed Samsam hævder at have været agent.

Med aftalen står det klart, at der ikke bliver tale om en såkaldt granskningskommission af sagen, som en samlet opposition ellers har stillet forslag om for at få en mere åben proces.

En granskningskommission er forankret i Folketinget, hvor en undersøgelseskommission vil være forankret i Justitsministeriet.

Her er hovedpunkterne i den aftale, SF og regeringen har lavet:

* FE-sagen:

Der er allerede nedsat en undersøgelseskommission med tre uvildige landsdommere, der har fået et år til at undersøge, om der blev taget usaglige hensyn, da fem ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste - herunder FE-chefen - blev hjemsendt i 2020.

Med den nye aftale udvides undersøgelsen til også at omfatte, om der blev taget usaglige hensyn i forbindelse med straffesagerne mod tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere justitsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Kommissionen skal afgive en beretning, der kan ende med at blive holdt bag lukkede døre.

* Tilsyn:

Tilsynet med Efterretningstjenesterne fører kontrol med Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Tilsynet skal styrkes. De nærmere rammer skal drøftes med Folketingets partier i starten af 2024, så der kan fremsættes lovforslag i denne folketingssamling.

* Samsam-sagen:

Når de nye rammer for Tilsynet med Efterretningstjenesterne er på plads, skal tilsynet undersøge efterretningstjenesternes ageren i den såkaldte Samsam-sag.

Undersøgelsen afrapporteres til Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne og bliver dermed ikke offentliggjort.

Kilder: Justitsministeriet, Ritzau.

/ritzau/