FAKTA: To er smuttet og en er blevet løsgænger kort efter valget

Onsdag meldte Kristian Klarskov fra Moderaterne ud, at han forlader Folketinget efter historier om ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folketingsvalget fandt sted 1. november. Men kun tre uger efter valget har to folketingsmedlemmer forladt Folketinget, mens et tredje folketingsmedlem er blevet løsgænger.

Få et overblik her:

* Mette Thiesen.

7. november melder Mette Thiesen ud, at hun forlader Nye Borgerlige. Hun fortsætter i Folketinget som løsgænger.

Udmeldingen sker, kort inden at Nye Borgerliges forretningsudvalg og efterfølgende hovedbestyrelse skulle afholde møder angående en sag om Mette Thiesen og hendes kæreste.

Ifølge Nye Borgerlige har Thiesen og hendes kæreste blandt andet sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i Nye Borgerlige.

Mette Thiesen ville ifølge partiet desuden have medarbejderen fyret. Thiesen er ikke enig i partiets udlægning.

* Karen Ellemann.

14. november kommer det frem, at Karen Ellemann (V) forlader Folketinget. Hun skal være generalsekretær i Nordisk Ministerråd. Hun er blevet erstattet af Kim Valentin (V), der i første omgang ikke blev genvagt ved valget.

* Kristian Klarskov.

23. november melder det nyvalgte folketingsmedlem Kristian Klarskov fra Moderaterne ud, at han forlader Folketinget. Det sker efter historier om ham i medierne.

Det er historier i blandt andet Jyllands-Posten, som får Kristian Klarskov til at forlade Folketinget. Her beskrives det, at Klarskov ikke er den iværksætter, han er blevet beskrevet som af partiet selv. Han finder beskrivelserne af ham som urimelige.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/