FAKTA: Vestager i position til Den Europæiske Investeringsbank

Regeringen har indstillet Margrethe Vestager som mulig kandidat til toppost i Den Europæiske Investeringsbank.

Offentliggjort Sidst opdateret

Margrethe Vestager er sat i stilling til at blive mulig ny formand for Den Europæiske Investeringsbank.

Læs mere om banken her:

* Den Europæiske Investeringsbank (EIB) finansierer projekter, som hjælper med at nå EU-mål både i og uden for EU.

* Banken er placeret i Luxembourg.

* Banken er oprettet i 1958.

* Den Europæiske Investeringsbank ejes af EU-landene i fællesskab.

* Bestyrelsen består af et medlem per EU-land samt ét fra Europa-Kommissionen. Det danske medlem er erhvervsminister Morten Bødskov (S).

* Banken låner penge på kapitalmarkederne og udlåner dem på gunstige vilkår til projekter, der støtter EU-mål. Cirka 90 procent af lånene ydes inden for EU.

* Ingen af pengene kommer fra EU-budgettet.

* Bankens samlede indskudte kapital beløber sig på omtrent 249 milliarder euro - svarende til 1.854 milliarder danske kroner.

* Alle EU-landene er aktionærer i EIB. Bankens afgørelser træffes i disse organer:

- Styrelsesrådet, som består af ministre (oftest finansministre) fra alle EU-landene. Rådet fastlægger bankens overordnede udlånspolitik.

- Bestyrelsen godkender udlån og indlån.

- Direktionen tager sig af den daglige drift.

- Revisionsudvalget kontrollerer, at EIB's operationer udføres på en passende måde.

* Den nuværende formand for banken er tyske Werner Hoyer.

Kilder: EU og Europa-Parlamentet

/ritzau/