Faldende bilafgift slår hul i statskassen

Regeringen må nedjustere forventningen til indtægten fra bilafgifterne.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) oplyser til Folketingets Skatteudvalg, at skønnene i finansloven for 2012 var 2,015 milliarder kroner for høje.

Den største post er registreringsafgiften, hvor skatteministeren i år nu kun forventer at få 15 milliarder kroner i afgifter. Eller 1,8 milliarder kroner mindre end forventet i november i finanslovforslaget.

På samme måde skønner skatteministeren at få 100 millioner kroner mindre ind fra vægtafgiften, andre 100 millioner fra ansvarsforsikringerne samt 15 millioner fra den såkaldte afgift på vejbenyttelse.

Venstres vækstordfører, Mads Rørvig, skyder skylden for de manglende milliarder på S-R-SF-regeringen.

- Vi kan konstatere, at afgifterne falder. Spørgsmålet er så hvorfor. Skyldes det, at de internationale konjunkturer har ændret sig de seneste to måneder? Næppe, siger Mads Rørvig og fortsætter:

- I stedet har regeringen gjort det dyrere at være dansker, ligesom man har varslet en reform af registreringsafgiften, hvilket alt sammen gør bilejerne og de potentielle bilejere utrygge. Men nu mangler der to milliarder, siger Venstres vækstordfører.

Kort før nytår meldte autobranchen ellers ud, at 2011 blev rekordernes år for handlen med biler.

Selv om året på det tidspunkt endnu ikke var omme, så forventede man i autobranchen, at der var handlet mindst 165.000 nye biler i 2011, ligesom brugtbilhandlen nåede over 490.000 biler.

Og en handel på 655.000 biler i år er rekord, viste opgørelsen fra Bilbasen.

Ved samme lejlighed lød meldingen dog, at bilbranchen netop ikke forventer samme høje salgstal i 2012. Såvel Dansk Automobilforhandler Forening som Bilbranchen under Dansk Industri regner med et salg på mellem 130.000 og 140.000 nye biler i år.

/ritzau/

Vi betaler mindre i bilafgift end forventet. Resultat: Statskassen kommer til at mangle to milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret