Farlig Mali-mission koster over 40 millioner kroner
Regeringen vil sende et transportfly og 30 jægersoldater til FN's mission i Mali og har et flertal bag sig.
Det vil koste Forsvaret cirka 42 millioner kroner at sende et Hercules-transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jæger- og Frømandskorpset til missionen i Mali.
Det viser beslutningsforslaget om yderligere dansk militært bidrag til FN's fredsbevarende operation Minusma i det vestafrikanske land.
Danmark kan desuden sende op til 30 stabsofficerer afsted, og én stabsofficer forventes at koste cirka 600.000 kroner om året. Siden januar 2014 har cirka 20 stabsofficerer været i landet.
Specialstyrken forventes at blive sendt afsted til det vestafrikanske land fra april 2016 og otte måneder frem til en pris på cirka 11 millioner kroner.
Transportflyet forventes udsendt ultimo oktober 2016 og seks måneder frem. Forventet pris: Cirka 31 millioner kroner. Altså sammenlagt omkring 42 millioner kroner.
Alle meromkostninger forbundet med Mali-missionen afholdes inden for Forsvarets eksisterende økonomiske ramme, står der i beslutningsforslaget.
Regeringens ønske om at sende et transportfly, nogle stabsofficerer og 30 soldater bakkes op af Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Alternativet og Liberal Alliance.
De Konservative er imod og Dansk Folkeparti erklærer sig "skeptisk". Enhedslisten overvejer endnu, men det tæller til det positive, at der er tale om en FN-mission.
Regeringen vil sende et mindre bidrag til Mali, end FN-missionen havde anmodet om.
Den danske chef for FN's styrker i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, havde ellers anmodet Danmark om at stille med 250 soldater til en kampklar mobil forsyningsenhed - en såkaldt "Combat Convoy Battalion".
Desuden indeholdt anmodningen også 20-30 pansrede lastvogne.
Ifølge beslutningsforslaget vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) situationen i Mali for farlig.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned