Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har valgt at fjerne en del fyrværkeri fra de danske butikker. Det indeholder det miljø- og sundhedsskadelige stof hexachlorbenzen (HCB), der er mistænkt for at give kræft og forbudt på globalt plan.
Indgrebet sker, efter at Miljøstyrelsen for nylig var på besøg i en række butikker ved en sikkerhedskontrol.
- Der er for meget giftigt og sundhedsfarligt fyrværkeri i butikkerne. Det er uacceptabelt. For det er ikke i orden at sætte folks helbred og miljøet på spil. Derfor er det også på sin plads, at Miljøstyrelsen nu har stoppet salget af det farlige fyrværkeri, siger Troels Lund Poulsen.
Under kontrollen viste det sig, at fem ud af fjorten kontrollerede fyrværkeriprodukter indeholdt stoffet HCB, der anvendes i fyrværkeri for at skabe en flot farveeffekt i fx stjerner. HCB er også mistænkt for at kunne medføre hormonforstyrrelser og forårsage skader på menneskers immunforsvar, og miljøministeren er derfor overrasket over den alvorlige lovovertrædelse.
- Det er ene og alene firmaernes ansvar at sikre sig, at det fyrværkeri, de importerer til Danmark, er lovligt. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om straks at sikre, at de firmaer, der kan politianmeldes - bliver politianmeldt. Jeg forventer derfor også, at næste års kontrol vil vise et mere positivt resultat, siger Troels Lund Poulsen.
Ministeren har bedt Miljøstyrelsen om tage et møde med branchen for at sikre, at det ikke gentager sig.
Miljøstyrelsen nedlagde salgsforbud mandag 21. december, og importørerne skal senest 31. december hjemtage det ulovlige fyrværkeri fra butikkernes lagre.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet