Farum-Kommissionens rapport er snart klar

Et årti efter, at Farums daværende borgmester, Peter Brixtofte (V), måtte aflevere borgmesterkæden, er undersøgelsen af hans bystyre nu på trapperne.

Ifølge en redegørelse fra Farum-Kommissionen er den klar til allerede i denne måned at sende et udkast til beretning i høring hos de forskellige parters bisiddere - med en høringsfrist på tre måneder.

Når kommissionen har modtaget høringssvarene, er planen derefter, at den endelige beretning kan færdiggøres og trykkes til afgivelse i foråret 2012.

Oprindeligt skulle Farum-Kommissionen ellers have været færdig med sit arbejde i 2007. Men fristen er flere gange blevet udskudt.

Farum-Kommissionen, som har arbejdet sideløbende med retssagerne mod hovedpersonen, har for øjeblikket seks personer - inklusiv formanden John Mosegaard - ansat i sekretariatet på Kongens Nytorv i København.

Kommissionens to fastansatte fuldmægtige er opsagt til fratræden med udgangen af oktober.

De samlede udgifter løber foreløbig op i 53,4 millioner kroner, hvoraf de 22,5 millioner kroner er gået til lønninger og andre 20 millioner til advokatsalærer.

Det var Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti som - uden om VK-regeringen - i 2002 gennemtvang, at Farum-Kommissionen blev nedsat.

Farum-Kommissionen skal undersøge begivenhederne i Farum Kommune fra 1990 til 2003 og komme med forslag til ændringer af love, administrative bestemmelser eller praksis.

/ritzau/

Farum-Kommissionen er endelig klar til at aflevere sin rapport til foråret. Foreløbig pris: 53,4 millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret