Lørdag aften 24. august 1991 udsendte det danske udenrigsministerium en telefax. I den stod, at Danmark genoptog diplomatiske forbindelser med Estland, Letland og Litauen, der ellers lå i Sovjetunionen.
Med telefaxen havde den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sikret Danmark en særlig plads i de baltiske landes historie, som det første land, der anerkendte deres løsrivelse fra Sovjetunionen.
Selv om 31 år er gået siden, havde balterne søndag ikke glemt den danske udenrigsminister med telefaxen.
Lørdag sov Uffe Ellemann-Jensen ind omgivet af sin familie. Hele søndag havde gamle politiske modstandere såvel som venner travlt med at hylde den tidligere udenrigsminister for hans bedrifter.
Som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der pegede på, at Uffe Ellemann-Jensen udvidede Venstre fra et landbrugsparti til et parti, der også favnede byboere og unge.
Eller som den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen, der betegnede ham som en generøs og morsom debat-makker op til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten, hvor de to var på hvert sit hold.
Men stort set alle nævnte også den aften i august, hvor Uffe Ellemann-Jensen greb chancen, da Sovjetunionen vaklede, og inviterede de baltiske lande ind i den vesteuropæiske varme.
- Jeg er ked af den store danske statsmand og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens bortgang, skrev Estland premierminister, Kaja Kallas, på Twitter.
- Hans faste støtte var essentiel på vores vej mod EU og Nato. Han forblev en sand ven af Estland hele vejen.
Samme toner lød fra Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics, og formanden for parlamentet i Litauen, Viktorija Cmilyte-Nielsen.
- Uffe Ellemann-Jensen, en legendarisk statsmand og en af Litauens venner, vil blive savnet, skrev Viktorija Cmilyte-Nielsen.
- Som udenrigsminister for Danmark i de tidlige 1990'ere spillede han en stor rolle i at få etableret Litauens selvstændighed i Europa.
Ifølge en af Ellemanns politiske modstandere på den tid, Mogens Lykketoft (S), var han en stædig og risikovillig politiker.
Det gjaldt både, når et flertal i Folketinget var imod hans begejstring for Nato, og når en mulighed for at fremme demokrati i tidligere sovjetstater bød sig.
- Han fik gjort Danmark mere nærværende i de store lande ved de nære politiske kontakter, som han på sin meget åben og ekstroverte måde at være på skabte til dem, der havde magten andre steder.
- Det var også den udadgående, dristige kurs, der gjorde, at han blev en af frontfigurerne i at åbne for demokratierne i Østeuropa, siger Lykketoft.
Med de seneste måneders russiske invasion af Ukraine synes statsminister Mette Frederiksen (S), at "hans stemme for et stærkt, sikkert og demokratisk Europa" står klarere end nogensinde.
Også tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener, at det kan være let at undervurdere betydningen af Ellemanns baltiske forbindelse.
- Ser vi på det i dag, var det godt, at det skete dengang. For var det ikke sket, var de måske aldrig blevet medlemmer af hverken EU eller Nato, mener Fogh.
/ritzau/
Sagt om Uffe Ellemann-Jensen
* Anders Fogh Rasmussen (S), tidligere statsminister og Venstre-formand:
- Som dansk udenrigsminister var han i høj grad med til at forme den europæiske politik, som trækker spor helt op til i dag. Særligt at de tre baltiske lande blev medlemmer af EU og Nato.
* Mogens Lykketoft (S), tidligere udenrigsminister:
- Han har altid været meget risikovillig i sin politik. Det var han, da han satte sig op imod Folketinget og mange gerne havde væltet ham.
- I stedet fik han de der næser, som han egentlig var meget glad for, fordi det understregede hans stædighed.
* Statsminister Mette Frederiksen (S):
- Uffe Ellemann-Jensen var en mand med et stort mod. Og stort format. En statsmand.
* Venstres næstformand, Stephanie Lose:
- Rigtig mange unge Venstre Ungdom- og Venstre-folk fra min generation vil pege på, at det var Uffe, der var årsagen til, at de meldte sig ind i Venstre.
* Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand og Uffe Ellemann-Jensens søn:
- Han levede et langt og fantastisk liv, hvor han både nåede, oplevede og påvirkede mere end de fleste.
- Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt.
/ritzau/