Farverig revisor ulykkelig over homorygte
Skattesagskommissionen kan godt virke som en tør og endeløs gennemgang af møder, notater, dokumenter og fnidrede skatteregler.
Men ikke torsdag.
Her blev statsminister Helle Thorning-Schmidts eks-revisor Frode Holm afhørt som vidne, og der er utvivlsomt gået en livlig historiefortæller tabt i ham.
Et karaktertræk, der i høj grad er kommet i fokus i skattesagen, fordi rygtet om Thornings mand, Stephen Kinnocks, påståede homo- eller biseksualitet kommer fra netop Holm.
Frode Holm indledte med at fortælle kommissionen, at han for nylig havde fået en iPad, og at han dermed for første gang "har forladt stentavlerne".
Og han gav også et indblik i sit personlige arkivsystem på kontoret - et system, som andre nok blot ville kalde for et rod - som har den særligt indbyggede sikkerhedsfunktion, at ingen, ofte heller ikke ham selv, kan finde rundt i bunkerne.
Det er altså denne mand, der står fadder til rygtet om Kinnocks homoseksuelle tilbøjeligheder - et udsagn, der ifølge Holm selv blot var ment som "et tænkt eksempel" på, hvorfor Thorning ikke personligt ville møde op hos Skat og fortælle om sit familieliv.
- Det er ikke noget, jeg ved noget om, forklarede han kommissionen og understregede, at han "er ulykkelig over", at han ikke fik sagt, at homo-udsagnet ikke havde bund i andet og mere end hans frie fantasi.
- Jeg indrømmer, at jeg ikke var omhyggelig nok. Jeg er dybt ked af det på familiens vegne.
At revisorens hukommelse til gengæld ikke fejler noget, gav han en prøve på, da han berettede for kommissionen, at Stephen Kinnocks samlede værdier i Danmark under sagsbehandlingen beløb sig til 37 kroner.
Fæstet i hans hukommelse var også, at Thorning i begyndelsen - og langt hen i forløbet - var fast besluttet på at offentliggøre Skats afgørelse af, om hendes mand var skattepligtig i Danmark.
Tanken bag offentliggørelse "var jo holdningen hos min klient. Det var arbejdshypotesen", forklarer Frode Holm torsdag.
Men da udkastet til agterskrivelsen, der går forud for den endelige afgørelse, foreligger, begynder Frode Holm og medarbejderne i hans revisionsfirma, Revitax, efter tur at strege de afsnit, "der kan tages fat i" i pressen, over med gult, forklarer han.
- Da det lander hos mig, så er det hele nærmest gult, husker Frode Holm.
Til slut bliver kun de første linjer i den ni sider lange afgørelse offentliggjort efter råd fra Frode Holm og rådgivere omkring daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub