Fattigdomsudspil fra S-SF får færre i job

S og SF vil bekæmpe fattigdommen i Danmark ved at afskaffe de laveste sociale ydelser indført af regeringen som for eksempel starthjælpen, introduktionsydelsen og kontanthjælpsloftet.

En række forskere peger på, at oppositionens plan kan afhjælpe den ekstreme fattigdom i Danmark. Men færre i bunden af samfundet vil komme hurtigt i arbejde.

Rockwool Fondens undersøgelser viser, at 42 procent af folk på starthjælp kommer i arbejde, mens kun gælder for 30 procent af dem på kontanthjælp.

- Når de i dag får en betragtelig lavere ydelse, har de et meget kraftigere økonomiske incitament til at finde et arbejde hurtigt, siger forskningschef i Rockwool Fonden, Torben Tranæs.

Den vurdering bakkes op af arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Begge forskere understreger dog, at oppositionens udspil vil afhjælpe den ekstreme fattigdom, som har været stigende i de seneste år.

- De, der i dag får de lave ydelser, bliver naturligt nok mindre kræsne i jobsøgningen. Men de, der alligevel ikke kommer i arbejde, dumper i dag ned på en meget lav ydelse, som giver ekstrem fattigdom, siger Flemming Ibsen.

- Det store spørgsmål er, om økonomiske incitamenter virker på ressourcesvage mennesker. Det kan godt være, at folk bliver mere opsøgende, men hvis man i forvejen er meget svagt kørende, bliver man ikke mere attraktiv på arbejdsmarkedet, siger han.

/ritzau/

S og SF vil afskaffe de laveste sociale ydelser. Det vil betyde fald i beskæftigelsen, mener forskere. Til gengæld undgås den ekstreme fattigdom.

Offentliggjort Sidst opdateret