Fattige danskere næsten gratis til tandlæge
De fattigste danskere får nu mulighed for at komme næsten gratis til tandlægen, skriver dagbladet Information.
S-R-SF-regeringen og Enhedslisten har som led i finanslovforhandlingerne aftalt, at kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der er på den lave såkaldte ungeydelse, får dækket 100 procent af tandlægeregningen ud over de første 600 kroner.
Kontanthjælpsmodtagere over 25 år får dækket 65 procent af regningen over 800 kroner.
- Vi har prioriteret, at det skal være en god finanslov for nogle af de grupper i samfundet, som har allermindst, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, til Information.
- Rigtig mange af disse mennesker, som ikke har særlig mange penge, vælger tandplejen fra, understreger hun.
Socialdemokraterne og SF foreslog inden folketingsvalget et årligt, gratis tandlægebesøg for unge, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og ældre med højeste pensionstillæg.
Derfor er både socialminister Karen Hækkerup (S) og sundhedsminister Astrid Krag (SF) begge godt tilfredse med aftalen.
- Vi ved jo, at der er stor ulighed i sundheden i Danmark - og særligt når det kommer til tænderne, så slår denne ulighed stærkt igennem. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vi nu kan løfte tandsundheden for disse grupper, siger Astrid Krag til Information.
Aftalen er en del af en større socialpakke, som regeringen og Enhedslisten præsenterer lørdag i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.
I alt afsætter partierne 180 millioner kroner årligt fra 2013 og tre år frem til at styrke tandsundheden hos de fattigste.
Den samlede pris for den endnu ikke fremlagte socialpakke bliver til næste år 250 millioner og i alt 1,1 milliarder kroner over de næste fire år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde