Fattige lande vil se klimakronerne rulle

Et af de få konkrete resultater på sidste års mislykkede klimatopmøde i København var et løfte til de fattige lande om 180 milliarder kroner til en hurtig klimaindsats i 2010-2012.

Men meget tyder på, at en stor del af pengene blot bliver taget fra eksisterende bistandsmidler. Og det er stadig usikkert, om det overhovedet vil lykkes for de rige lande at skaffe pengene, og hvordan de i givet fald skal fordeles.

- Der er desværre stadig et stykke vej fra at komme med et løfte til at leve op til det, siger FN's afgående klimachef, hollænderen Yvo de Boer.

Problemet er, at landene på topmødet i København blev enige om, at den kortsigtede klimahjælp til ulandene skal være nye og ekstra midler. Pengene må altså ikke tages fra den allerede lovede udviklingsbistand.

- Det er vores udfordring: At pengene blot får et nyt mærkat, forklarer Yvo de Boer.

De fattige lande lægger ikke skjul på, at deres vilje til at skabe resultater på FN's kommende klimakonference i Mexico til december vil være alvorligt svækket, hvis de rige lande ikke opfylder løfterne fra København.

- Det skaber mistillid i en i forvejen tillidssvækket proces, hvis de rige lande ikke leverer som lovet, siger en kilde tæt på forhandlingerne til Ritzau.

Yvo de Boer mener dog ikke, at det er fair på nuværende tidspunkt at sige, at pengene ikke er leveret.

- Det er kun et halvt år siden, vi mødtes i København, og finanskrisen er her stadig, understreger han.

Forhandlingerne i Bonn slutter fredag, og fra flere sider lyder det, at mødet i det store og hele har overrasket positivt efter fiaskoen i København.

/ritzau/

Hvis verdens rige lande ikke holder løftet om milliarder i klimastøtte til udviklingslandene, kan det gå ud over forhandlingerne om en ny global klimaaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret