FE advarer: Trussel mod kampfly over Irak er høj

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at risiko for beskydning af kampfly i urolige dele af Irak er høj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er så langtfra en ufarlig affære at sende danske piloter og andet mandskab til Irak for at deltage i kampen mod Islamisk Stat (IS).

Det viser en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som der refereres til i det beslutningsforslag, regeringen senere tirsdag vil lægge frem for Folketinget.

- Truslen fra Isil (IS, red.) mod koalitionsstyrker i områder og byer, som er kontrolleret af Isil, er MEGET HØJ. Truslen fra beskydning af helikoptere og fly, der befinder sig i nærheden af kamphandlinger i hele Irak, er HØJ under 5000 meter, hedder det i trusselsvurderingen.

- Truslen fra indirekte og direkte beskydning i Irak er HØJ i områder med kamphandlinger, anfører FE videre om risikoen for koalitionsstyrkerne.

Regeringen lægger op til at sende fire operative F-16 kampfly samt op til tre F-16 kampfly i logistisk reserve.

Sammen med flyene skal der sendes op til 140 personer med, som dels skal være en del af den operative stab, dels - for størstedelens vedkommende - tage del i det logistiske arbejde bag frontlinjen.