Danmark har aldrig haft en kvindelig udenrigsminister.
Sådan lyder det i undervisningsfilmen "Et liv i Danmark" som skal forberede indvandrere på den ny indvandringsprøve, der fra mandag skal gennemføres, før man kan opnå familiesammenføring.
Den konservative formand Lene Espersen har ellers siden den 23. februar 2010 bestridt posten som udenrigsminister i Danmark.
Integrationsministeriet skriver på sin hjemmeside, at filmen er en forberedelse til den prøve, der skal bestås for at blive familiesammenført.
"Filmen giver svar på de spørgsmål, som prøvedeltagerne kan blive stillet til indvandringsprøvens vidensprøve", skriver Integrationsministeriet om filmen.
"Et liv i Danmark" er opdelt i 17 kapitler, og det er i afsnittet om kvinders og mænds rettigheder, at det kommer frem, at Danmark aldrig har haft en kvindelig udenrigsminister.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan bliver interviewet om ligestilling, og her siger hun:
- I Danmark er vi nået rigtig langt, hvad ligestilling angår. Men vi mangler stadigvæk en kvindelig statsminister eller en kvindelig udenrigsminister. Og det, håber jeg, vil blive en realitet i løbet af få år.
Indvandringsprøven er en stramning af de allerede eksisterende regler. For først når andre krav, 24-års-regel, tilknytningskrav og boligkrav, er opfyldt, kan ansøgeren komme op til indvandringsprøve. Den skal ansøgeren bestå, før der kan komme en godkendelse til familiesammenføring.
Dansk Folkepartis medlem af Integrationsudvalget, Martin Henriksen, mener, at fejlen skal rettes hurtigst muligt.
- Filmen er formentlig skrevet og produceret, før vi fik en kvindelig udenrigsminister. Det er ikke i orden, for det skal være sådan, at filmen lever på til virkelighedens verden. Det skal rettes ved førstkommende lejlighed, siger han.
Tidligere har der været fejl i indfødsretsprøven, som Integrationsministeriet også står for.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub