Fem partier ønsker privat finansiering af nye kaserner
Skimmelsvamp, løse teglsten og vinduer, der er ved at falde ud, er hverdagen for flere danske værnepligtige. Her er det et faldefærdigt og ubrugeligt svømmeområde på Garderkasernen i Høvelte. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
DF vil lade pensionskasser stå for byggeri af nye kaserner. Forslaget bakkes op af flere regeringspartier.
De danske kaserner er nedslidte. Derfor mener Dansk Folkeparti, at der skal bygges nye, tidssvarende kaserner til soldater og værnepligtige.
Og partiet ser gerne, at det bliver landets pensionskasser, der gennem et offentligt-privat partnerskab (OPP) står for finansieringen af byggeriet.
Det fortæller partiets forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, til TV 2.
Ifølge TV 2 bakker Moderaterne, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Konservative op om forslaget.
Alex Ahrendtsen mener ikke, at de nuværende kaserner giver soldaterne og de værnepligtige ordentlige arbejdsforhold.
Forslaget kommer knap en måned efter, at regeringen og forsvarsforligskredsen vedtog en akutpakke på 1,9 milliarder kroner, der skal forbedre flere af Forsvarets ejendomme. Heriblandt fire kaserner.
Men de investeringer rækker ifølge forsvarsordføreren ikke langt nok.
- Lige nu har vi en akutpakke i gang, hvor vi tager alt det, der er mest slemt. Men vi skal også have moderne indkvarteringsfaciliteter og gymnastiksale, så det bliver attraktivt at være soldat igen, siger han til mediet.
Pensionsbranchen er klar på modellen. Det fortæller Kent Damsgaard, der er direktør hos Forsikring og Pension til TV 2.
Han vurderer, at det vil være en god og stabil investering, der både vil komme pensionsbranchen og danskernes pensionsopsparinger til gode.
Hvis landets pensionskasser ender med at stå for at bygge kasernerne, vil det ifølge TV 2 blive det største og mest omfangsrige OPP-samarbejde i Danmark.
Flere af de danske kaserner er så nedslidte, at Forsvaret de første ti måneder sidste år modtog 32 påbud og 10 strakspåbud om uforsvarlige arbejdsforhold.
Livgardens Kaserne i København fik i alt fem påbud om alt fra risiko for nedfaldne vinduer og tagsten til sundhedsskadelig skimmelsvamp.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned