Femern A/S anbefaler en tunnel fremfor bro

En bro over Femernbælt bliver dømt ude på grund af miljøkonsekvenser, sejladssikkerhed og pris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Femern A/S anbefaler en tunnel mellem Danmark og Tyskland. Den indstilling får Folketingets politikere på et møde klokken 15:00 tirsdag, oplyser centrale kilder til Ingeniøren.

Mødet foregår hos transportminister Hans Christian Schmidt (V), der har bedt om at få en entydig anbefaling. Og det får han.

Tunnelen vinder på miljøkonsekvenser, på skibssikkerhed og på pris, selv om prisforskellen for øjeblikket bare er på 600 millioner kroner.

Bygherreselskabets anbefaling kommer, efter at selskabets to konkurrerende rådgivergrupper den 1. november afleverede deres skitseprojekter. Cowi-Obermeyer har lavet skitseprojekt for en skråstagsbro og Rambøll-Raup-TEC for en sænketunnel.

På baggrund af skitseprojekterne har Femern A/S lavet et konsolideret anlægsoverslag for broen, der vurderes at koste 38,5 milliarder og tunnelen 37,9 milliarder kroner.

De to rådgivergrupper har arbejdet fuldstændig uafhængigt af hinanden, men fra det samme udgangspunkt.

- Femern anbefaler tunnelprojektet, fordi den er en fordel for skibstrafikken og miljøet og også for økonomien. En af årsagerne til, at broen overhalede tunnelen i omkostninger, er jo, at sejlrenden er meget bred, og at pylonerne skal beskyttes af kunstige øer, siger trafikforsker og lektor på RUC, Per Homann Jespersen og fortsætter:

- Desuden er de miljømæssige ulykker, man laver, når man graver en sænketunnel ned, rehabiliteret i løbet af kortere tid, end hvis det bliver en bro.

Han understreger, at politikerne er i deres gode ret til at gå imod indstillingen fra eksperterne.

Hans Christian Schmidt ventes at melde ud, om han og forligspartierne er enige med Femern A/S, i slutningen af januar.

/ritzau/