Filminstruktør ændrede holdning på et år

Den dansk-palæstinensiske filminstruktør, Awad Joumaa, har siden sidste år radikalt skiftet holdning til Danmark. I 2008 beskrev han Danmark som et trygt land i sin film om faderen Hussein på hans rejse tilbage til Libanon. Torsdag aften portrætterer han Danmark som racistisk specielt rettet mod muslimer i sin 50 minutters dokumentarfilm i bedste sendetid på den populære arabiske tv-station Al al-Jazeera.

I Awad Joumaas film fra 2008, siger hans fader, som har boet i Danmark det meste af sit liv, blandt andet:

- Danmark har givet os meget. Vigtigst af alt har landet givet os tryghed. Vi opdagede demokrati og personlig frihed. Vi fik et hus og uddannelse til vores børn, siger han ifølge ekstrabladet.dk.

Awad Joumaa vil ikke tale med avisen, men SF's politiker Fathi El-Abed, som er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, har set filmen og talte onsdag med filminstruktøren. Fathi El-Abed er bekymret over filmen.

- Den kamp, som Danmark har haft for at genoprette sig renommé siden 2006, vil lide et alvorligt knæk. I filmen giver Awad Joumaa taletid til en masse paphoveder, som kommer med vilde udtalelser om racisme i Danmark, siger han til avisen.

- Han lader for eksempel unge kriminelle sige, at de bliver behandlet forfærdeligt i Danmark på grund af deres hudfarve, at politiet holder med rockerne, og at krigen mellem indvandrere og rockere er en racekrig, som støttes af befolkningen, siger Fathi El-Abed.

/ritzau/

Dansk-palæstinenseren Awad Joumaa roste sidste år Danmark i en film om sin far. I sin ny film skildrer han Danmark som racistisk specielt rettet mod muslimer.

Offentliggjort Sidst opdateret