Finansminister Jensen vil lette skatten i bunden
Danmarks nye finansminister, Kristian Jensen (V), vil først og fremmest lette skatten for folk med lave indkomster, siger han. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Det er første økonomiske prioritet for den nye regering at indføre en jobpræmie for kontanthjælpsmodtagere.
Mens det er stridigheder om topskattelettelser, der har ført til, at Danmark har fået en ny regering, er spørgsmålet om at sænke skatten for de højestlønnede rykket om bag i køen efter regeringsudvidelsen.
Det fastslår den nyudnævnte finansminister, Kristian Jensen (V), kort efter, at han har fået overdraget ministeriet fra Claus Hjort Frederiksen (V).
Øverst på regeringens liste står en skattelettelse, der skal sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde for kontanthjælpsmodtagere.
Det har hele tiden været en høj prioritet for Venstre, der i sin tid som eneste regeringsparti har indført et loft over kontanthjælpen og kaldt det "Jobreform fase I".
Det har hele tiden været underforstået, at der skulle følge en "Jobreform fase II". Her skal en skattelettelse sikre flere penge mellem hænderne til de kontanthjælpsmodtagere, der skifter langvarig offentlig forsørgelse ud med job.
Den nye regeringspartner, Liberal Alliance, har derimod krævet lettelser i topskatten. Og det står også i regeringsgrundlaget, at topskatten skal spille en mindre rolle i dansk økonomi.
Men det er altså ikke første prioritet, fastslår Kristian Jensen:
- En af de ting, vi kommer til at tage fat på meget, meget tidligt, er at indføre en jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere, der har været uden for arbejdsmarkedet længe.
Spørgsmål: Er hele regeringen enig om, at det er den højeste prioritet at lette skatten i bunden?
- Det er den første opgave, vi har aftalt, vi tager fat på, siger Kristian Jensen.
- Det løfte, den nu tidligere regering gav til kontanthjælpsmodtagerne om en kontant belønning, hvis de kommer ind på arbejdsmarkedet, har den nye regering taget til sig.
Hvis den nye regerings politik bliver gennemført, vil det betyde, at det offentlige forbrug stiger 0,3 procent årligt.
Det er mindre end det såkaldte demografiske træk - altså at der bliver flere ældre - som alt andet lige kræver, at det offentlige forbrug stiger 0,6 procent årligt.
Og også mindre end de 0,5 procent, Venstre selv lagde op til i sin plan for dansk økonomi frem til 2025.
Kristian Jensen mener dog ikke, at det nødvendigvis vil udhule velfærden.
- Det kommer an på, om den opgave lykkes, som Sophie Løhde (ny minister for offentlig innovation, red.) og jeg i fællesskab har fået, nemlig at modernisere den offentlige sektor, så den kan gå længere på literen, siger han.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker