Finansminister lokker med milliardpulje

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lokker med en milliardpulje forud for efterårets forhandlinger om næste års finanslov.

Ifølge VK-regeringens finanslovforslag, som præsenteres tirsdag, er der afsat 1,5 milliarder kroner til såkaldte nye bevillingsforslag. Penge, der blandt andet skal gå til udsatte grupper, forbedret kræftbehandling og den tidligere bebudede læsefond.

Puljen kan hjælpe finansministeren med at samle det nødvendige flertal bag finansloven. For første gang i regeringens levetid har den ikke på forhånd flertal sammen med Dansk Folkeparti, efter at Per Ørum Jørgensen forlod De Konservative for at blive Kristendemokrat. Finansministeren skal derfor finde det 90. og afgørende mandat andre steder for at sikre flertallet bag finansloven, der også indeholder nedskæringerne fra forårets genopretningspakke.

Selv beskriver Claus Hjort Frederiksen finanslovforslaget som uden de store nyheder. I stedet er lovforslaget "et forslag i finanskrisens tegn og i genopretningens tegn", forklarer finansministeren:

- Det er et forslag, hvor vi tackler krisen, og hvor vi gennemfører den genopretningspakke, vi gennemførte med Dansk Folkeparti. Så man kan sige, at det er en finanslov, hvor vi konsoliderer dansk økonomi, så vi igen kan få vækst og fremgang i det danske samfund, siger Claus Hjort Frederiksen.

SF's gruppeformand, Ole Sohn, beskriver finanslovforslaget som et "opkog" af netop genopretningspakken samt kommune- og regionsaftalerne.

- Regningen for besparelserne er jo sendt til kommunerne. Så finanslovforhandlingerne kommer til at bære præg af, at der er to veje frem til valget: Genopretningspakken eller oppositionens Fair Løsning, siger Ole Sohn.

/ritzau/

En milliardpulje til nye politiske initiativer kan hjælpe finansministeren med at sikre flertal bag finansloven.

Offentliggjort Sidst opdateret