Finansministeren præsenterer hjælpepakke torsdag

Finansminister Nicolai Wammen (S) til pressemøde om nye initiativer på det økonomiske område i Finansministeriet onsdag den 18. marts 2020. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Efter lange forhandlinger i Finansministeriet præsenterer alle Folketingets partier klokken 11 en aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle Folketingets partier vil torsdag formiddag præsentere en hjælpepakke til erhvervslivet, der skal sikre, at ellers sunde virksomheder overlever krisen udløst af coronavirus.

Finansministeriet har indkaldt til pressemøde klokken 11.

Onsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) regeringens udspil til en pakke. Det har partierne natten igennem forhandlet om.

- Vi er heldigvis i den situation, at dansk økonomi er bundsolid. Det betyder, at vi kan tage de nødvendige beslutninger, sagde Nicolai Wammen ved præsentationen af initiativerne onsdag.

Regeringens udspil lyder på kompensation for løn og omsætning til det danske erhvervsliv, ikke mindst små virksomheder og enkeltmandsvirksomheder.

Der er ingen øvre grænse for omkostninger, men finansministeriet estimerede omkostningerne til 40 milliarder kroner.

Andre partier i Folketinget har ønsket, at pakken blev udvidet. Blandt andet med tilbagebetaling af moms til selskaber, så de får penge i kassen til at komme igennem krisen.

Sideløbende har flere partier foreslået, at staten udsteder obligationer og opretter en fond på 300 milliarder kroner til at hjælpe erhvervslivet.

Forslaget har opbakning fra regeringens støtteparti, De Radikale, ligesom Venstre støtter det.

- Hvis ikke denne sundhedskrise skal omsætte sig til en finanskrise, som rækker langt ud over de måneder, vi bekæmper epidemien, så er der behov for, at staten laver en stor hjælpefond, sagde De Radikales leder, Morten Østergaard, onsdag.

- Den skal signalere, at vi bakker op om virksomheder, der tvinges i knæ, så vi kan sikre, at arbejdspladserne er der, når butikkerne åbner igen.