Fire partier går sammen i afgørende ønske om naturlov efter valg

Sofie Carsten Nielsen (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) samt Enhedslisten og Alternativet kalder det "helt afgørende", at en ny regering vedtager en naturlov inspireret af klimaloven, før de kan pege på en ny regering. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er "helt afgørende" for SF, R, EL og ALT's opbakning til en ny regering, at der vedtages en naturlov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Før folketingsvalget i 2019 gik de sammen om en 70-procents målsætning for reduktion af Danmarks udledninger, der senere endte i klimaloven.

Nu har SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet sat sig sammen igen. Denne gang med ønsket om en lov for naturen i et kommende regeringsgrundlag.

Biodiversitetsrådet skal inden for et år udarbejde et udkast til en "bindende" naturlov, som "ved lov forpligter, at Danmark lever op til EU’s mål om 30 procent beskyttet natur – heraf 10 procent strengt beskyttet – både på land og på havet".

Det er "helt afgørende" for partiernes opbakning til en ny regering på deres mandater, lyder det i en fælles pressemeddelelse.

SF har også tidligere kaldt en lov for naturen for et af "partiets helt centrale krav til et nyt regeringsgrundlag".

- Med klimaloven og 70-procents-målsætningen satte vi en helt ny retning for Danmarks klimapolitik, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

- Vi skal gøre det samme for vores natur, så vi kan vende den katastrofale tilbagegang i dyre- og plantearter. Derfor skal Naturens Lov være et af grøn regerings helt store prestigeprojekter.

Fra De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, lyder det, at "der er brug for handling".

- Mere end 4500 arter og planter er truet i Danmark. Vores natur lider, og det vil have alvorlige konsekvenser for hele vores økosystem, hvis ikke vi handler nu, siger hun.

Enhedslisten vil give naturen "langt mere plads", og politisk ordfører Mai Villadsen kalder det en "klar betingelse", at Socialdemokratiet "forpligter sig" til en lov om naturen.

- Naturen i vores land er enormt presset. Danmark har en bundskraberposition i EU, når det gælder beskyttelsen af vores natur, siger hun.

- Derfor skal vi tage det ansvar, vi har som politikere, alvorligt og sikre, at naturens magi også bliver givet videre til vores kommende generationer.

Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, påpeger, at "vi ødelægger naturen og biodiversiteten". Derfor støtter partiet "selvfølgelig også en naturlov efter valget".

- Det kræver et opgør med fokus på vækst, hvis vi skal have vendt udviklingen, hvor naturressourcer udnyttes uden tanke på næste generation, samtidig med at det kræver øget fokus på naturen, siger hun.

Ifølge de fire partier ligger Danmark "i bund" blandt europæiske lande i forhold til at beskytte natur og "god naturtilstand".

I starten af oktober stod 17 organisationer, heriblandt Danmarks Naturfredningsforening, bag et krav om en naturlov efter folketingsvalget.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder - som hun også tidligere har gjort - en eventuel naturlov for "en spændende tanke". Hun vil ikke udelukke noget, men heller ikke love noget.

- Selvfølgelig skal vi også tage nye skridt efter et valg. Spørgsmålet om en naturlov er en spændende tanke, siger Lea Wermelin.

- Vi er meget opsatte på at handle på naturkrisen, og vi er også meget åbne overfor at tale om, hvad de næste skridt skal være.

/ritzau/