Fiskeriformand er overrasket over ministerskifte
Svend Erik Andersen er formand for Danmarks Fiskeriforening og håber, at ministerskiftet giver et tiltrængt frisk pust. Foto: /ritzau/Pedersen Tobias Nørgaard
/ritzau/Pedersen Tobias Nørgaard
Det kom bag på formanden for Danmarks Fiskeriforening, at Esben Lunde Larsen skulle skiftes ud.
Det kom bag på Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, da han mandag erfarede, at fiskeriet har fået ny minister.
Det sker, efter at Esben Lunde Larsen (V) må aflevere ansvaret for området til partifællen Karen Ellemann.
Hun er i forvejen minister for nordisk samarbejde og ligestillingsminister.
- Det er en helt ny konstruktion, der lægges op til, men vi ser frem til, at der fortsat vil kunne laves konstruktive løsninger til gavn for dansk fiskeri, siger formanden i en pressemeddelelse.
Svend-Erik Andersen mener også, at det måske var tiltrængt med et frisk pust på posten efter den megen ballade om fiskekvoter tidligere på året.
- Vi har kunnet konstatere, at fiskeriet politisk har befundet sig i en fastlåst situation gennem længere tid. Nu kigger vi fremad, siger formanden.
Han glæder sig i øvrigt til snarest muligt at mødes med den nye minister.
Hos Greenpeace Norden mener generalsekretær Mads Flarup Christensen, at fyringen af Esben Lunde Larsen var på sin plads.
Han håber, at Karen Ellemann vil bløde op på regeringens politik, når det gælder havbrug, fiskekvoter og beskyttelse af havmiljøet.
- Det er nok ikke specielt realistisk, for Esben Lunde Larsen havde jo heller ikke en anderledes holdning end sin forgænger, Eva Kjer Hansen.
- Men for os er det lige meget, hvem der sidder i stolen. Det handler om politikken, og den peger desværre den forkerte vej på en række områder lige nu.
- Derfor er lakmusprøven for os, om ministerskiftet betyder noget for regeringens politik, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde