Kenya har officielt bedt Danmark om hjælp til at opbygge både kystvagt og fiskerikontrol for at beskytte sine fiskere mod pirateri
Det oplyser forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
- For de østafrikanske lande, som gerne vil have hjælp, kan vi hjælpe med at opbygge kystbevogtning og fiskerikontrol, siger ministeren til Ritzau.
Somaliske pirater, som før var fiskere, skal være fiskere igen, men beskyttes mod fremmede skibe, som stjæler deres fiskeressourcer. Det påpegede lederen af Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, forleden i en kronik.
I øjeblikket er en dansk familie fra et lystfartøj gidsler hos somaliske pirater.
Det danske søværn har erfaring med både kystbevogtning og fiskerikontrol.
- Vi kan lære fra os og hjælpe kenyanerne med at finde ud af, hvordan de skal lave deres maritime myndighedsudøvelse, siger Gitte Lillelund Bech.
Hvordan og hvornår det eventuelt skal foregå, ønsker ministeren ikke at uddybe.
Et tilsvarende bistandsprojekt er på vej i Yemen, som ligger på den anden side af det pirathærgede hav. Yemen har spurgt om støtte til en mole, træning i søredning og opbygning af kystvagt.
Gitte Lillelund Bech mødtes tirsdag med tre andre ministre for at planlægge en strategi mod pirater. Strategien skal på længere sigt være en hjælp til selvhjælp i Østafrika og være færdig senere i foråret.
Foruden forsvarsministeren deltager udenrigsminister Lene Espersen (K), bistandsminister Søren Pind (V) og justitsminister Lars Barfoed (K) i arbejdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker