Fiskerimyndigheder førte politiet bag lyset om kvotekonger
Ifølge Politiken blev politiet forholdt vigtige informationer i skandalesagen om manglende kontrol af landets fiskekvoter. Foto: /ritzau/Graversen Anita
/ritzau/Graversen Anita
Politiet og Folketinget blev forholdt centrale informationer i skandalesag om mangelfuld kontrol i fiskeriet.
Nordjyllands Politi indstillede i januar i år efterforskningen af storfiskeren Henning Kjeldsen og hans kone Birthe Kjeldsen. De var begge blevet anmeldt for at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end loven tillader.
Politiet lagde blandt andet vægt på, at embedsmændene i Naturerhvervsstyrelsen ikke mente, at der var sket noget strafbart.
Ifølge Politiken blev politiet dog forholdt vigtige informationer om sagen.
Ifølge Rigsrevisionen lå myndighederne nemlig inde med materiale, der tydede på ulovlig stråmandsvirksomhed i sagen.
Disse oplysninger blev aldrig sendt til politiet.
Miljø- og Fødevareministeriet kontaktede Konkurrencestyrelsen for at få afklaret, om Henning Kjeldsen misbrugte sin dominerende stilling på markedet.
I de dokumenter, som ministeriet oversendte til Konkurrencestyrelsen, fremgik det i flere tilfælde, at der blev flyttet fisk mellem kuttere. De blev angivet til at være ejet af den samme person, selv om det ikke var tilfældet.
Det er ifølge Rigsrevisionen tegn på stråmandsvirksomhed.
Rigsrevisionen konkluderer i øvrigt, at Henning Kjeldsen i flere tilfælde brød kvotereglerne.
Det skete, selv om den daværende chef for fiskerikontrollen, Mik Jensen fra Naturerhvervsstyrelsen, i en DR-dokumentar i 2015 forklarede, at Kjeldsen og hans familie ikke overtrådte loven. Ifølge Mik Jensen havde familien blot udnyttet et "kreativt hul".
Sagen har givet anledning til udbredt kritik på Christiansborg.
- Det er ikke tilfredsstillende, og det skal der rettes op på. Vi skal have fundet alle fejlene i den her sag, hvor enkelte sidder på alt for meget magt i dansk fiskeri.
Det siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, til Politiken.
Socialdemokratiet er af samme opfattelse:
- Det er et mageløst eksempel på, at kvotekongerne har vundet hver eneste dag, fiskeriforvaltningen har sejlet rundt, siger partiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, til Politiken.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Henning Kjeldsen.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker