Når politikerne torsdag skal førstebehandle et beslutningsforslag fra Liberal Alliance om, hvorvidt det skal være lovligt med fixerum i Danmark, vil flere af sundheds- og socialordførerne forinden kigge forbi Danmarks første og eneste fixerum.
Fixerummet, som har kørt rundt på Vesterbro siden september, ruller nemlig ind på Christiansborgs Slotsplads for at yde moralsk opbakning til politikerne, og fire sundhedsordførere har allerede meldt deres ankomst.
- Det er glædeligt, at vi efter 35 års visionsløs debat om narkotika og de miserable forhold for stofbrugerne nu endelig står ved målstregen, hvor et stort politisk flertal er enige om at etablere fixerum i Danmark, siger Michael Lodberg Olsen.
Han er bestyrelsesformand i Foreningen Fixerum på Vesterbro i København, der står bag det mobile fixerum. Fixerummet er en ombygget ambulance, som drives af frivillige.
Siden den første tur den 12. september har mere end 600 stofmisbrugere været forbi fixerummet for at indtage deres stoffer under ordentlige forhold.
Det vil sige med rene kanyler og under opsyn af sundhedspersonale, der straks kan træde til med livreddende førstehjælp, hvis misbrugere skulle tage en overdosis.
Og fixerummet har indtil nu været en ubetinget succes, mener foreningen bag. Det frivillige personale har ikke oplevet nogen dødsfald, og stofbrugerne henvender sig også om andre sundhedsproblemer og med sociale og juridiske spørgsmål.
- Det er på tide, at vi som samfund påtager os ansvaret for stofbrugerne og sikrer dem mulighed for en mere værdig tilværelse, siger Michael Lodberg Olsen.
Forud for folketingsdebatten om at oprette fixerummet tegner dig sig et flertal for, at Danmark inden længe skal følge lande som Tyskland og Holland og indføre fixerum til narkomaner.
SRSF-regeringen har allerede bebudet et lovforslag om lovliggørelsen af fixerum, som inden sommerferien ventes at kunne samle flertal i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde