Sverige kan med fordel kopiere den danske flexicurity-model, så virksomheder lettere kan hyre og fyre ansatte. Det vil skaffe flere job til de unge.
Det vurderede den danske adjunkt Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet i en debat ved den traditionsrige politiske debatuge Almedalsveckan i Visby på Gotland.
Her debatterer de svenske partiledere og politikere i ugen, som er brandaktuel før efterårets svenske valg til Riksdagen, hvor statsminister Fredrik Reinfeldts borgerlige regering kæmper mod en rød-grøn alliance af Socialdemokraterne, Miljøpartiet og Vänsterpartiet.
I Danmark er de ansattes sociale sikkerhed på højde med Sverige. Fremskridtet er ikke sket gennem lovgivning men via overenskomsterne. Der er en større omsætning af job, hvor flere ansatte fyres, men samtidig får flere ansatte nye job, og flere unge kommer hurtigere ind på arbejdsmarkedet, sagde Mads Peter Klindt.
Det blev anfægtet af arbejdsmarkedsordfører Sven-Erik-Österberg fra de svenske socialdemokrater.
- Der tales meget om flexicurity i den svenske debat, men mest om flexibility og kun lidt om security, sagde han.
Sven-Erik Östberg mente, at Sverige bør tilbyde arbejdsløse hurtigere praktik og uddannelse ligesom i Danmark.
I Finland, hvor ledigheden for unge ligger lige så højt som i Sverige, har man siden maj tilbudt ledige under 25 år et såkaldt "chancekort". Med kortet kan ledige tilbyde arbejdsgivere et statsligt løntilskud på 550 euro (ca. 4150 kroner) om måneden i ti måneder, hvis den unge ansættes.
- Vi har uddelt 9000 kort i løbet af to måneder, og cirka ti procent har fået job ved at bruge chancekortet, oplyser Tarja Parviainen, som rådgiver den finske arbejdsmarkedsminister.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde