Flere dødsulykker på job bekymrer minister
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har sat gang i en undersøgelse af, hvorfor der sker mange dødsulykker inden for landbruget. Foto: /ritzau/Dalsgaard Miriam /arkiv
/ritzau/Dalsgaard Miriam/arkiv
Troels Lund Poulsen vil til bunds i, hvorfor antallet af arbejdsulykker med dødelig udgang er steget.
I 2016 mistede 33 personer livet i en arbejdsulykke. Dermed steg antallet af dødsulykker i forhold til 2015, hvor 27 mistede livet på job.
Og udviklingen bekymrer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
- At folk bliver slået ihjel, når de arbejder, er selvfølgelig en katastrofe. Det skal vi gøre alt for at forhindre, siger han.
Tallene for det stigende antal dødsulykker har været fremme før, idet avisen.dk tilbage i april fik aktindsigt i tallene fra Arbejdstilsynet.
Dengang kom det også frem, at det særligt er i landbruget, at der er problemer. 11 ud af de 33 dødsulykker skete i landbruget. Det har derfor ministerens særlige bevågenhed.
- Vi er i gang med at gennemgå de sidste halvandet års dødsulykker inden for landbruget for at se på mønstret, siger Troels Lund Poulsen.
- Er det for eksempel fritidslandmænd, der bliver omfattet af dødsulykker? Eller har det med landmandens alder at gøre? Det vil have en betydning for rådgivningen og den måde, man skal arbejde med landbrugsbranchen på.
Ministeren vil både sætte ind med rådgivning og målrettet tilsyn, forklarer han.
- Det er min ambition, at vi i 2017 skal under de 33 dødsulykker. Men omvendt må vi også sige, at tilbage i 2012 lå vi med 40 dødsulykker om året.
- Og hvis vi går endnu længere tilbage, til 1990'erne, var vi oppe på omkring 80 om året. Så vi har heldigvis gjort meget for at nedbringe antallet af dødsulykker.
- Men jeg mener godt, at man kan komme lavere ned på et mere acceptabelt niveau, siger Troels Lund Poulsen.
Avisen.dk beskrev i april nogle af ulykkerne inden for landbruget i 2016. Blandt andet blev en ældre landmand trampet ihjel af en ko. Og en medarbejder på en kvæggård faldt ned i en ajlebeholder og blev kvalt.
Mens en landbrugsvikar på en svinegård døde i en vådfodertank, fordi en anden medarbejder ved en fejl kom til tænde den, mens han var nede i den.
I to andre ulykker blev de dræbte ifølge avisen.dk klemt af henholdsvis en motorbør og en fodervogn.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet