Flere flygtninge og familiesammenførte forlader Danmark
Det vides ikke, hvor flygtninge og familiesammenførte, som forlader Danmark, tager hen.
I 2017 forlod dobbelt så mange flygtninge og sammenførte familiemedlemmer Danmark som året før. Det viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, skriver Berlingske.
Udviklingen er en acceleration af en udvikling de seneste år. Således er tallet fem gange højere end for ti år siden ifølge Berlingske.
Ifølge tallene forlod 1576 flygtninge eller familiesammenførte Danmark sidste år. Ministeriet peger på, at tallene skal ses i lyset af de mange nytilkomne i årene 2014 til 2016.
De fleste udvandringer plejer ifølge Berlingske at ske i de første år efter ankomsten til Danmark.
Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener ikke, at det kan forklare hele stigningen. Hun ser regeringens stramninger af udlændingepolitikken som årsag til, at flygtninge rejser ud af Danmark igen.
- Det er et udtryk for, at vores politik er slået igennem, siger hun til Berlingske.
- Flygtninge skal rejse ud af landet, så snart forholdene i deres hjemland tillader det. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi ser markant flere flygtninge, der rejser hjem.
De nye tal vidner ikke om, hvor de udrejste flygtninge er taget hen, efter de har forladt Danmark.
En talsperson for EUs Grænseagentur, Frontex, oplyser, at de åbne grænser i Europa umuliggør at måle, hvor flygtninge tager hen, når de forlader Danmark.
Lektor ved Institut for Statskundskab Jens Peter Frølund Thomsen finder de nye tal interessante.
- Det er gætteri, men jeg har på fornemmelsen, at de udrejste flygtninge rejser til andre europæiske lande, som er mindre restriktive og har en bedre tone overfor etniske minoriteter, siger han til Berlingske.
Asylansøgere, som ikke har fået deres sag vurderet endnu samt afviste asylansøgere, er ikke en del af statistikken.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker