Flere handicappede skal i job

Det er ikke altid lige til at få et job, når man har et handicap. Og i Region Sjælland lader det til at være ekstra svært. I hvert fald er det kun 44,6 procent af de handicappede, der her er i arbejde, og det er færre end på landsplan, hvor 47 procent af mennesker med handicap har et job. Det skriver Det Centrale Handicapråd i en pressemeddelelse, hvor de samtidig påpeger, at tallet for personer uden handicap er 77 procent på landsplan.

Med det in mente mødes eksperter – ikke kun fra vores region - men fra hele landet i dag for at udvikle ideer til, hvordan flere personer med handicap kommer i arbejde.

Ifølge Det Centrale Handicapråd er det første gang, at så mange forskellige aktører på området samles for at pege på de største forhindringer i forhold til at sikre mennesker med handicap adgang til arbejdsmarkedet.

Det er derfor også rådets intention bagefter at samle ideerne og arbejde for, at de bliver gennemført.

Region Sjælland er den region, hvor færreste personer med handicap er i arbejde. Men det skal der nu ændres på.

Offentliggjort Sidst opdateret