Flere modeller er skitseret for øget ligestilling i Forsvaret
Regeringen vil have, at også kvinder fremover skal indkaldes til Forsvarets Dag og testes, vejes og måles. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Regeringen vil ligestille værnepligt, men også andre modeller, der ikke indebærer mulig tvang, er udformet.
Regeringen står - stik imod Liberal Alliance og Danmarksdemokraternes ønske - fast på at indføre ligestillet værnepligt, men i Forsvarsministeriet har embedsmændene også skitseret en anden model, som ikke indebærer potentielt at tvinge kvinder i trøjen.
Det skriver Jyllands-Posten, der har set en analyse fra ministeriet, der handler om, hvordan der kan skabes øget ligestilling i Forsvaret.
Her opstilles flere modeller.
En mulighed er ifølge ministeriet at indkalde alle kvinder til Forsvarets Dag, hvorefter de selv skal tage stilling til, om de ønsker at være værnepligtige, fremgår det ifølge avisen af analysen.
Her undgår de altså at trække et nummer.
Spørgsmålet om ligestillet værnepligt er så vigtigt for regeringen, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har truet med at opsige forsvarsforliget, hvis ikke Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne - som er imod - tilslutter sig.
De to partier har stået fast på, at de ikke vil være med til at indføre ligestillet værnepligt.
I et interview fra Tyskland i marts talte Lund Poulsen dunder mod især Liberal Alliance i forbindelse med sagen.
- Med de markeringer, Liberal Alliance kommer med, synes jeg, det tegner til, at de vil sætte sig uden for politisk indflydelse og dermed også være villige til ikke at støtte op om den fælles sikkerhed, der er fuldstændig afgørende for Europa, sagde han.
Det fik dog ikke Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, til at ryste på hånden.
- Vi står fast på vores politik, og når der er et andet parti, der også står fast, så kommer det ikke til at ske. Så er det op til ministeren, hvad der bliver konsekvensen af det, sagde Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach efterfølgende til TV 2.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde