Flere skal på frivilligt socialt arbejde

Hver anden borger skal hjælpe som besøgsvenner, lektiehjælpere og i andre former for frivilligt socialt arbejde. Det mål vil regeringen nå om 10 år med sin nye plan "National Strategi for civilsamfundet".

Planen fremlægges fredag, hvor partierne mødes for første gang om sagen.

Socialminister Benedikte Kiær (K) mener, at civilsamfundet indeholder uvurderlige ressourcer.

- Jeg hører og oplever gang på gang, hvor stor og afgørende forskel det frivillige sociale arbejde gør i indsatsen over for mennesker, der er i en sårbar og vanskelig social situation, siger hun på ministeriets hjemmeside.

Regeringen vil bruge 100 millioner kroner på sagen over de næste fire år. Pengene skal tages fra de såkaldte satspuljemidler, og det vækker kritik, både fra sociale organisationer og oppositionen i Folketinget.

Den socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksen vil gerne være med til at lave en strategi for civilsamfundet, men hun vil ikke tage pengene fra satspuljemidlerne. Med 300 millioner kroner er de i forvejen historiske små, fordi lønudviklingen har været lille.

- Risikoen er, at der ikke er midler nok til det, der er allerede er i gang, og strategien skal ikke erstatte det, siger hun.

Hos KFUM´s Sociale Arbejde vil generalsekretær Lars Rahbek hellere have, at pengene bliver brugt direkte i organisationerne.

- Vi er hårdt presset på både væresteder og sociale caféer, og det hjælper jo ikke at få flere frivillige, hvis vi må lukke de steder, hvor de kunne være frivillige, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Regeringen vil have flere til at lave socialt arbejde. Prisen kan blive, at væresteder lukker, lyder kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret