Flere udskyder efterlønnen

Danskerne går ikke på efterløn i samme omfang som for blot få år siden, skriver Politiken tirsdag.

Dermed ser den forkætrede reform af efterlønnen fra 1998 ud til at virke. I 2006 gik mere end hver femte 60-årig på efterløn, men sidste år var det blot 14 procent, som valgte efterløn allerede som 60-årig.

Der er i øjeblikket omkring 130.000 på efterløn. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at der ville være 15.000 flere efterlønnere i 2008, hvis mønstret fra 2005 var fortsat.

- Kombinationen af ændrede regler for at gå på efterløn, en præmie for at blive i jobbet til det 65. år og de gode tider har gjort et stort indhug i antallet af efterlønnere, siger direktør Lars Andersen (AE) til Politiken.

I efteråret 1998 gennemførte Nyrupregeringen en efterlønsreform, der betød, at det blev økonomisk mere fordelagtigt at gå på efterløn som 62-årig end som 60-årig. Og der blev indført en skattefri præmie, som for tiden er på 140.000 kroner, for at arbejde frem til pensionsalderen på 65 år.

Efterlønsordningen koster hvert år 18 milliarder kroner, fordi folk holder op med at betale skat og i stedet skal have efterløn fra de offentlige kasser.

- Tallene viser en glædelig udvikling, for vi har brug for, at danskerne bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Reformen fra 1998 har den ønskede virkning, og aftalen fra 2006 vil også sørge for, at vi arbejder lidt længere tid, når vi når frem til 2019, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Økonomisk vismand Michael Rosholm, professor på Handelshøjskolen i Århus siger, at "det er fint, at der er kommet færre på efterløn, men det er ikke tilstrækkeligt."

/ritzau/

Folk i 60-års-alderen vælger oftere at fortsætte på jobbet. Finansministeren glæder sig. Økonomiprofessor: Behov for endnu flere skal udskyde efterlønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret