Flertal for at nedbringe fængselsbetjentes alenevagter
Sygefraværet blandt fængselsbetjente er langt højere end gennemsnittet for offentligt ansatte. Foto: /ritzau/Unger Anthon/arkiv
/ritzau/Unger Anthon/arkiv
Brug for at oprette et trecifret antal nye stillinger til fængselsbetjente, mener betjentes fagforening.
Mange fængselsbetjente døjer med et højt sygefravær, og fagforeningen Fængselsforbundet har længe bedt om midler til flere betjente.
Når Folketingets partier til efteråret skal forhandle en ny aftale på plads om Kriminalforsorgens økonomi, ser det måske ud til at ske.
Her vil et flertal af Folketingets partier ifølge fagbladet Fængselsfunktionæren arbejde på at nedbringe mængden af fængselsbetjentes alenevagter.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger ifølge Ugebrevet A4, at han vil "adressere betjentenes sikkerhed og alenevagter" i efterårets forhandlinger.
Formand for fængselsforbundet Kim Østerbye har efter eget udsagn armene i vejret.
- Jeg er glad for, at det ser ud som, at der nu er et flertal, siger han og fortsætter.
- Alenevagter slider voldsomt på betjentenes mentale tilstand, fordi de skal være i så højt beredskab hele tiden, forklarer formanden.
Men vil man problemet med alenevagter til livs er det ikke nok kun med løfter, understreger formanden.
Over de næste år bør der oprettes et trecifret antal nye stillinger for fængselsbetjente, og der skal være øremærket penge til at hæve lønsummen, mener Kim Østerbye.
Retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen erklærer sig helt på linje med Fængselsforbundets ønsker.
- Vi skal have stoppet de her alenevagter, og vi bliver nødt til at lytte til de faglige organisationer, når det handler om de faglige medarbejdere, siger hun.
Også retsordførerne for Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at man skal alenevagterne til livs.
Det Radikale Venstre erklærer sig klar til "at se på alenearbejdet til forhandlingerne".
Tal fra marts i år fra Kriminalforsorgen viser, at næsten hver 20. vagt i landets fængsler er en såkaldt 'uhensigtsmæssig alenevagt', hvor der burde flere betjente til stede.
Andelen af alenevagter er dermed steget de seneste år fra at udgøre 2,75 procent af arbejdet til at udgøre 4,3 procent, skriver DR.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde