Flertal klar til at stramme børneattestlov

Mens et flertal uden om regeringen allerede har meldt sig klar til at stramme loven om børneattester, kommer regeringen nu også på banen.

Det sker efter en sag i Hvidovre, hvor en 53-årig mand blev ansat ved filmværkstedet Station Next, selv om han er dømt for utallige seksuelle overgreb mod drenge på mellem 12 og 14 år.

Kulturminister Per Stig Møller (K), der har ansvaret for området, har bedt om en redegørelse fra Station Next.

- Når jeg har modtaget redegørelsen, vil jeg vurdere, om sagen giver anledning til at stramme reglerne om børneattester, siger Per Stig Møller i en kommentar.

Med støtte fra Kulturministeriet tager 6000 børn og unge fra grundskolen og andre uddannelsesinstitutioner hvert år til Station Next, hvor de får mulighed for at arbejde med filmmediet under professionel vejledning.

Station Next suspenderede søndag den 53-årige mand, men han skal fortsat arbejde i filmbyen i Hvidovre, hvis det står til Peter Aalbæk Jensen.

Ud over at være direktør i Zentropa er Peter Aalbæk Jensen også bestyrelsesmedlem i Station Next, og han betegner over for Ekstra Bladet den 53-årige som "en guttermand", der altid er parat til at give en ekstra hånd.

Både Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti foreslår, at loven bliver strammet på forskellige punkter. Dansk Folkeparti foreslår, at der skal indhentes børneattester på alle ansatte, som kan komme i kontakt med børn gennem job eller fritidsbeskæftigelse.

Ifølge Per Stig Møller har den nuværende ordning dog allerede effekt. I løbet af 2010 har Rigspolitiet udstedt cirka 180.000 børneattester, hvoraf 42 har været positive, siger han.

/ritzau/

Kulturministeren vil have en redegørelse efter pædofilisag i Hvidovre, og han vil om nødvendigt ændre loven. Flertal uden om regeringen er allerede parat.

Offentliggjort Sidst opdateret