Et politisk flertal uden om regeringen er klar til at sætte ind over for danskernes glubende appetit på billige flekslån.
Udmeldingen kommer samtidig med, at Danmarks største pengetank ATP og finansielle eksperter i Berlingske Business tirsdag advarer om, at en fremtidig rentestigning kan sætte stabiliteten i hele det finansielle system over styr.
- Hvis renten stiger, kan det skabe frygt for, at realkreditten får meget store tab. Det vil gøre køberne af obligationer nervøse, hvilket i sig selv kan drive renten yderligere op. Så hvis vi skal have et så solidt system som muligt, vil det være fornuftigt med nogle lavere lånegrænser for fleks- og rentetilpasningslån, siger Lars Rohde, der som tidligere direktør i Realkredit Danmark selv var med til at opfinde flekslånet.
To ud af tre boligejere har flekslån. Lars Rohde foreslår konkret, at lånegrænsen for flekslån sænkes til højst 60 procent af boligens pris. I dag er grænsen 80 procent.
På Christiansborg bliver forslaget modtaget positivt af både Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og SF's finansordfører, Ole Sohn.
- De mange flekslån gør os meget påvirkelige over for renteudsving, og det er ikke sundt, siger Ole Sohn.
Henrik Sass Larsen (S), politisk ordfører, ønsker generelt at gøre det vanskeligere at optage boliglån, herunder flekslån.
- Vi vil lægge vægten på den kreditvurdering, der ligger til grund for de lån, man bevilger, siger han.
Økonomiminister Brian Mikkelsen (K) håber, at realkreditten selv vil løse problemet.
- Lad os se, hvor langt vi kan komme ad denne vej, inden vi eventuelt tager yderligere initiativer, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker