FN's klimachef, Yvo de Boer, glæder sig over, at EU-landene på topmødet i Bruxelles er enige om at lægge et større milliardbeløb på bordet i klimabistand til udviklingslandene.
- Det er virkeligt meget opmuntrende, siger de Boer under klimatopmødet i København.
- Én ting, som har holdt denne proces tilbage, er manglende tydelighed med hensyn til, hvordan der vil blive ydet kortsigtet hjælp til ulandene, tilføjer han.
EU bidrager med 7,2 milliarder euro (54 milliarder kroner) over tre år til ulandene, så de kan medvirke til at bremse den globale opvarmning. Pengene skal fortrinsvis gå til de lande i den tredje verden, der rammes hårdest af klimaændringerne og har svært ved at yde et eget bidrag.
Yvo de Boer siger, at han venter forventningsfuld på, hvad andre industrilande vil tilbyde i klimastøtte til ulandene.
- Nu må vi se, hvad andre rige lande lægger på bordet, siger FN's klimachef.
EU's tilsagn om bistand svarer til en fjerdedel af det samlede beløb, som skønnes nødvendigt i international klimabistand i tre år fra 2010 og frem.
USA har ikke sat tal på sin klimabistand endnu. Præsident Barack Obama sagde i sidste uge, at USA er parat til et yde "en rimelig andel" af en tredjedel af det samlede beløb.
EU-Kommissionens chefforhandler i klimaspørgsmål, Artur Runge-Metzger, siger under klimatopmødet, at USA skal bidrage med mindst det samme som EU.
- EU-landenes gennemsnitlige indkomst ligger lavere end USA's. Derfor skal USA betale mere eller mindst det samme som EU, siger Runge-Metzger.
Anders Thuresson, klimaforhandler for det svenske EU-formandskab, varsler, at der skal ske en klar prioritering af pengene til fordel for de fattigste ulande.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet