Det er "bekymrende", at Danmark sidste år sænkede sin kriminelle lavalder fra 15 år til 14 år.
Det skriver FN's Børnekomité i Geneve i sin rapport "The Rights of the Child Reviews Reports" (Rapporter om børns rettigheder). Rapporten, som kommer i næste uge, nævner flere gange, at den kriminelle lavalder er sænket i Danmark, skriver Berlingske.
Flere børneorganisationer kritiserede sidste år regeringen og Dansk Folkeparti for at sænke den kriminelle lavalder i strid med FN's hensigter og konventioner. Nu fortsætter Børnesagens Fællesråd (BF) sin kritik.
- Hele bevægelsen fra FN's og verdenssamfundets side er, at man hæver den kriminelle lavalder. Det gik Danmark stik imod, ligesom man gik stik imod alle eksperters syn på sagen, da man behandlede lovforslaget, siger BF's formand Geert Jørgensen.
- Der findes intet belæg for, at en sænkning af den kriminelle lavalder gavner noget som helst, og derfor udtrykker FN nu sin kritik, siger han.
Hvis der kommer en rød regering efter folketingsvalget, hæves den kriminelle lavalder straks til 15 år, forsikrer Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup.
- Det er en skamplet for Danmark, men jeg er desværre ikke overrasket. Regeringen brugte FN som figenblad, da den i sin tid indførte loven, men der kommer ikke til at ske noget, før vi kommer til, fastslår hun.
- Regeringen anser jo FN for et sammenrend af fjolser og diktatorer og lytter ikke til saglig kritik, siger Karen Hækkerup.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup er ikke imponeret af kritikken fra FN og oppositionen.
- FN må virkelig have vigtigere ting at tage sig til end bekymre sig over, om den kriminelle lavalder er 14 eller 15 år, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet