En af de tunge dele af fagbevægelsen, FOA, går med i et stort juridisk opgør til forsvar for efterlønnen, som regeringen planlægger at forringe kraftigt efter forlæg fra den tidligere regering i foråret.
Hovedbestyrelsen i FOA besluttede tirsdag at gå med i den sag, som fødevareforbundet NNF tidligere har bebudet.
Det fortæller formanden for FOA, Dennis Kristensen.
- Vi har enstemmigt besluttet, at vi vil anlægge sag mod den danske stat i forhold til tilbagetrækningsreformen for at få afgjort, om man lovligt kan ændre velfærdsgoder med så kort varsel, som det sker for dem, der er tættest på efterlønnen, siger han.
Det principielle i sagen er, om et velfærdsgode kan være omfattet af den private ejendomsret, forklarer han.
Det handler om et velfærdsgode, som man selv har bidraget til og nogle står lige over for at kunne gøre brug af, påpeger Dennis Kristensen.
- Kan det have ændret karakter fra at være et gode til at være en individuel rettighed og dermed været omfattet af den private ejendomsret, lyder det principielle spørgsmål fra forbundsformanden.
- Hvis staten ændrer på betingelserne, skal staten så også kompensere dem, som staten ændrer betingelserne for, spørger han.
Sagen vil kun omhandle de personer, som er tættest på efterløn. Dennis Kristensen regner med, at sagen ender ved menneskerettighedsdomstolen.
Han er klar over, at det handler om mange milliarder kroner, som staten skal betale tilbage, hvis den taber.
- Den der viser sig ikke have ret må betale til den, der viser sig at have ret, siger han.
Sagen kan først anlægges, når tilbagetrækningsreformen og forringelserne af efterlønnen er vedtaget i Folketinget.
Dennis Kristensen mener, at politikerne med den forestående ændring af efterlønnen slet ikke lever op til, hvad de ved ændringen i 2006 kaldte rimelig tid til at forberede sig på ændringerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned