FOA vil spare kontrollen væk

Der skal spares 13 millioner kroner på den praktiske hjælp i hjemmeplejen i Lolland - svarende til en reduktion med op mod 40 ansatte. Og det bekymrer afdelingsformanden for FOA Lolland, Anette Jørgensen.

Tiden vil vise, om de ansatte i Lolland Kommunes hjemmepleje kan klare, at de må arbejde endnu stærkere, når de bliver færre om arbejdet.

- Jeg tror, at plejepersonalet bare vil løbe hurtigere, end det plejer.
 - Når der kun bliver gjort rent hver tredje uge, vil der være mere beskidt i hjemmene, men de ansatte vil gerne have, at der ser pænt ud, selv om de ikke har fået mere tid til opgaven.
 - Der er i forvejen et stort sygefravær blandt de ansatte i hjemmeplejen, og når man skal arbejde hurtigere og mere koncentreret, vil man ud over at blive fysisk belastet også blive psykisk stresset, konstaterer FOA-formanden.
 
- Vi ved godt, at Lolland Kommune ingen penge har og må spare.
 - Hvor kan vi så finde tiden? Er de håndholdte computere - PDA’erne - nødvendige?
 - Det er politikerne, der har bedt om al den dokumentation og kontrol, men måske kan tiden hentes på al det skriftlige som personalet skal udfylde efter hvert besøg.
 - For jeg er helt sikker på, at hovedparten af de ansatte selv kunne administrere deres arbejdstid godt - og til borgernes tilfredshed - hvis de fik besked om, at de havde 15 borgere, de skulle passe, siger FOA-formanden.
Foto: Foto: Jan Knudsen

Politikerne, der har besluttet at der skal laves tidskrævende dokumentation og kontrol i hjemmeplejen, burde måske beslutte om.

Offentliggjort Sidst opdateret