Fogh: Afghanerne overtager Helmand i 2013

Det siger Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

Ifølge Fogh er der dog på ingen måde tale om, at Nato fremskynder processen med at trække sig ud Afghanistan. Målet er forsat at blive med kampsoldater frem til udgangen af 2014.

- Vi har ikke endnu endeligt bestemt, hvornår de sidste provinser bliver overdraget, men det bliver et sted mellem midten af 2013 og slutningen af 2013, afhængigt af forholdene, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.

- Det er ikke udtryk for, at der sker en ændring i strategien. Det betyder blot, at afghanerne fra det tidspunkt har det ledende ansvar over hele Afghanistan, men de har ikke det fulde ansvar. Det er stadig meget støttet af os, siger Anders Fogh Rasmussen.

Internationalt er der dog stigende pres for at få Nato-soldaterne væk fra kampopgaverne i Afghanistan.

Holland har allerede trukket sig ud og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy har givet udtryk for, at han ønsker de franske kampsoldater ud i 2013, så man derefter alene koncentrerer sig om træning.

Efter afbrænding af koraner og en amerikansk sergents drab på 16 civile afghanere har Afghanistans præsident Hamid Karzai meldt ud, at Nato skal forlade landet. De afghanske tropper bør tage styringen for nationens sikkerhed i 2013, siger Karzai.

På et topmøde i Chicago til maj ventes Nato-landene at lave en endelig tidsplan for tilbagetrækningen. De seneste udmeldinger kunne tyde på, at kampsoldater fra flere lande vil blive trukket ud ikke i slutningen af 2014, men allerede omkring nytår 2013.

/ritzau/

Danske soldater har siden 2006 kæmpet i en af de farligste provinser i Afghanistan - Helmand. Men næste år vil afghanske soldater og politifolk overtage det ledende ansvar for sikkerheden i Helmand og alle andre provinser i Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret