Fogh afviser aktion trods civildrab i Syrien

Dermed behøver Assad ikke frygte, at han - ligesom Libyens diktator Muammar Gaddafi - vil blive angrebet af internationale kampfly, hvis han ikke stopper overgrebene på den syriske befolkningen.

- Jeg vil gerne understrege, at Nato har ingen intention om at intervenere i Syrien. Der er forskelle på Libyen og Syrien, som gør, at der er brug for en anden type løsning, når det gælder Syrien, siger Anders Fogh Rasmussen i et interview med Ritzau.

Meldingen fra Anders Fogh Rasmussen kommer efter nyheden om endnu en massakre i den sønderslåede oprørsby Homs, hvor ligene af 47 kvinder og børn er blevet fundet. Nogle angiveligt med halsen skåret over.

FN skønner, at mere end 7500 mennesker har mistet livet, siden oprøret mod det syriske regime startede sidste forår. Men det får ikke Anders Fogh Rasmussen til at ryste på hånden:

- Når du spørger, hvor meget vi kan finde os i, så er mit svar: Det her kan man ikke finde sig i, men det er et spørgsmål om at finde en løsning, der duer, siger Anders Fogh Rasmussen.

Ifølge Anders Fogh Rasmussen er den løsning ikke militær, men tværtimod en fredsplan, som skal i stand gennem Den Arabiske Liga med opbakning fra FN's Sikkerhedsråd.

Især FN's Sikkerhedsråd har svigtet ved at Rusland og Kina har nedlagt veto mod en officiel FN-fordømmelse af Syriens regime:

- Det forhold, at FN's Sikkerhedsråd ikke kunne blive enige har efter min mening sendt et meget, meget uheldigt signal til Assad-regimet.

- Et signal om, at man bare kan foretage den brutale nedkæmpning af egen befolkning, siger Anders Fogh Rasmussen.

Han er dog overbevist om, at den syriske befolkningen i sidste ende vil triumfere i konflikten.

- I Syrien gælder det, som gælder i et hvert andet land. Intet regime kan i længden undertrykke sin befolkning og slippe godt fra det.

- Der er kun en vej fremad, og det er at imødekomme befolkningens ønsker om demokrati og mere frihed, siger Anders Fogh Rasmussen.

/ritzau/

Mens FN har givet den syriske præsident, Bashar al-Assad, "få dage" til at reagere på et forslag om fred, så fastslår Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, at der ikke kommer en militærløsning i Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret