Fogh afviser anklager om tortur

Den tidligere statsminister og nuværende generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, ser ikke noget problem i den danske behandling af fanger i Irak.

Flere medier har beskrevet, hvordan regeringen og Folketinget fra sommeren 2004 lod irakisk politi eller britisk militær om at tilbageholde fanger. Formålet var at friholde Danmark for et folkeretsligt ansvar.

Men Anders Fogh Rasmussen vil ikke høre tale om, at Danmark løb fra sit ansvar for fangerne, skriver berlingske.dk.

- Det kan jeg fuldstændig afvise. Danmark har optrådt i henhold til international lovgivning, siger Anders Fogh Rasmussen til berlingske.dk.

Dagbladet Information kan ellers fredag fremvise et nyt dokument i sagen. Dokumentet viser, at den danske ambassadør i Irak, Torben Gettermann, allerede 1. juni 2005 holdt et møde med landets indenrigsminister om det irakiske politis drab på terroristen Abbas Allawi, som var blevet taget til fange af britiske soldater under en danskledet operation.

Det viser ifølge flere eksperter og oppositionspolitikere, at Anders Foghs regering dengang kendte til mishandlingen af fanger.

Den tidligere statsminister forsøger dog at holde sig på afstand af debatten om regeringens ansvar for de udleverede fanger.

- Jeg står ved de svar, jeg har givet til Folketinget. Så er det i øvrigt en intern dansk debat, som jeg ikke vil blande mig i, siger Anders Fogh Rasmussen, der fredag deltager i en konference i København om kvinders rolle i global sikkerhed.

- Jeg forstår, at regeringen vil udarbejde en samlet redegørelse om sagen. Den, synes jeg, alle bør afvente i stedet for at basere diskussionen på løsrevne dokumenter, tilføjer Anders Fogh Rasmussen til berlingske.dk.

/ritzau/

Jeg står ved alle svar til Folketinget, siger tidligere statsminister Anders Fogh i sagen om irakiske fanger, der blev udleveret, selvom de risikerede tortur.

Offentliggjort Sidst opdateret